Borger
 
Erhverv
 
Politik og demokrati
 
Presse
 
Job og karriere
 
Om kommunen
 
Aalborg
 

Mere om Ungdomscentrets tre døgncentre

Døgncentrene er til for dig, der er ung og ikke kan bo hjemme, fordi du har problemer.

UNDER REDIGERING

Ungdomscentrets logo TroldenDøgncentrene er Ungdomscentrets tilbud til dig, der er mellem 14-18 år, som på grund af personlige problemer eller problemer i familien ikke længere kan bo hjemme. Du har mulighed for at blive forlænget op til 23 år.

Døgncentrene råder over én Fællesfunktion og tre døgncentre med døgnbemanding og socialpædagogisk behandling:

  • Døgncentret Saxogade - Saxogade 9, 9000 Aalborg.
  • Døgncentret Skinnely - Poul Paghsgade 1, 9000 Aalborg.
  • Døgncentret Nibe - Kildegade 4, 9240 Nibe.

Længere nede på siden beskriver vi nærmere vores tre døgncentre. 

Sådan henvender du dig

Du kan henvende dig via:

  • din socialrådgiver eller
  • Ungdomcentrets Ungerådgivning - tlf. og adresse står i kontaktfeltet til højre på denne side. 

Døgncentrenes målgruppe er

  • Unge med konflikter i forhold til familien, skole, kriminalitet og begyndende misbrugsproblemer.
  • Unge, der har forladt eller er udstødt af familien.
  • Unge, der har lidt alvorlige tab og traumer.
  • Unge fra hjem med udtalte volds- og misbrugsmønstre.
  • Unge, der har været udsat for seksuelle overgreb.
  • Unge, der under opvæksten har været understimulerede.
  • Unge, der af andre grunde har brug for et tilbud om et trygt miljø med mulighed for støtte og rådgivning.
  • Unge med psykosomatiske og fysiske symptomer f.eks. sukkersyge og encoprese.

Der skal være truffet afgørelse fra Børne- og Familieområdet om anbringelse uden for eget hjem, for at kunne bo i et af Døgncentrene. Visitation foregår samlet til Døgncentrene via Central Visitation, Børne- og Familieafdelingen, Aalborg, efter henvisning fra rådgiver i Familiegruppen.

Beskrivelse af vores tre døgncentre:

 

Døgncentret SaxogadeDøgncentret Saxogade

Døgncentret Saxogade har plads til 9 unge mellem 14 og 18 (23) år.

Her bor vi

Døgncentret Saxogade ligger midt i Aalborg i en gammel og hyggelig patriciavilla, tæt på rutebil- og togstation.
I Aalborg findes der alle mulige tilbud: butikker, fritidsklub, klubber, skoler, muligheder for både praktik og uddannelse.

Sådan har vi indrettet os

Døgncentret har et hovedhus med store og hyggelige fællesrum, stuer, køkken og kontorer. I kælderen har vi indrettet forskellige rum til aktiviteter. Vi har fx et musikrum med flere instrumenter og en computer til indspilning af egne cd’ere, bordtennis- og billardrum.

De 9 unge bor på enkeltværelser i en fløj, som er bygget til hovedhuset. Hovedhuset er i to etager. En etage har fire værelser med fælles bad og toilet, og en etage har seks værelser med fælles bad og toilet. Du må gerne have eget fjernsyn, pc, stereoanlæg og møbler på værelset. Vi har også møbler, hvis du ønsker det.

Vi råder desuden over en udslusningslejlighed tæt på Døgncentret.

Personale

På Døgncentret Saxogade er vi otte pædagoger, en teamleder og nogle få faste vikarer.

Der er altid mindst en pædagog i huset døgnet rundt. Når du flytter ind, får du en kontaktperson. Kontaktpersonen står for det praktiske vedrørende indflytning, kontakt til forældre, skole og socialrådgiver samt deltager i diverse møder. Det er også kontaktpersonen, der sammen med dig udarbejder en behandlingsplan.

Ingen intern skole

Vi vægter højt, at du kommer i gang med en hverdag, der giver mening. Vi har ikke intern skole eller muligheder for at finde et arbejde til dig, så hvis du i kortere perioder ikke har et job, finder vi opgaver i huset til dig.

Hverdagen i Saxogade

Hverdagen i huset ligner en almindelig families. Du er med til at lave mad, gøre rent og handle ind. Hver tirsdag holder vi husmøde. Til husmødet planlægger vi forskellige ting, og vi snakker forskellige prolemstillinger igennem.

Om aftenen hygger vi os. Vi spiller fx spil, ser TV, går i biografen, har besøg - og ellers hvad du har lyst til.

Stoffer og alkohol i huset er forbudt.

Besøg af familie og venner

Du må gerne have gæster og besøge venner og familie. Det er vigtigt, at du laver aftaler med pædagogen om, hvornår du kommer hjem. I hverdagen skal der være ro i huset kl. 23.00 af hensyn til dem, der skal tidligt op om morgenen. I weekenderne kan du lave andre aftaler, alt efter din alder, modenhed og konkrete problemstillinger.

Traditioner

Vi har mange gode traditioner. Vi tager fx på forskellige ferieture – nogle er frivillige, hvor du selv betaler, andre er fællesture fx skiture.

Vi holder fødselsdage, juleaften, arrangementer med forældre og fællesaktiviteter sammen med de andre døgncentre.

Så længe må man bo her

Det er meget forskelligt, hvor længe du og de andre unge har brug for at bo på Døgncentret – nogle i et halvt år, andre i tre til fire år.

Du kan bo her op til det fyldte 18. år, med mulighed for at forlænge dit ophold til du fylder 23 år.

 

Døgncentret SkinnelyDøgncentret Skinnely

Døgncentret Skinnely har plads til 6 unge mellem 14 og 18 (23) år.

Her bor vi

Skinnely ligger midt i Aalborg. Lige uden for døren har vi butikkerne, busserne, diverse skole- og uddannelsestilbud samt praktikmuligheder – en bred vifte af fritids- og aktivitetsmuligheder fra kreativt håndværk til idræt og musik.

Sådan har vi indrettet os

De unge, der bor på Skinnely, har hver deres værelse, som de selv får lov at indrette med maling og møbler. Resten af huset er fællesrum.

I vores stue er der plads til såvel Tv-avisen, videomaraton som hygge. Køkkenet er stedet, hvor vi på skift hjælper hinanden med at lave mad, og samtidig er køkkenbordet ofte husets samlingssted, hvor der laves lektier, spilles spil, holdes husmøde, fødselsdagsmiddag og meget mere. 

Personale

Vi er seks fastansatte pædagoger, heraf én teamleder. Der er altid mindst én pædagog i huset døgnet rundt.

Når du flytter ind, får du en kontaktperson. Det er kontaktpersonen, der sammen med dig har det primære ansvar for din trivsel og udvikling i forhold til den behandlingsplan, der laves af dig og din kontasktperson i fællesskab. Det er også kontaktpersonen, der har den tætte kontakt til din familie, skole og andre relevante personer.

Ingen intern skole eller beskæftigelse

Vi ikke intern skole eller beskæfrigelse. Når du flytter ind, skal du derfor være i skole eller i beskæftigelse eller være motiveret for at komme i gang med noget.

Hverdagen på Skinnely 

Livet på Skinnely ligner på mange måder det liv, der leves i mange familier.

Hverdagen foregår på den måde, at vi spiser morgen- og aftensmad sammen – og vi hjælpes ad med indkøb, madlavning og rengøring.

Besøg af familien eller en god ven er altid i orden.

Pædagogikken

Da vi arbejder ud fra relations-pædagogik, er det vigtigt, at du og din familie har gjort jer klart, at vi faktisk blander os i den personlige del. Vi har mange års erfaring i at arbejde med familier på denne måde.

Traditioner 

Ind imellem pakker vi bussen og tager på sommer- og skitur. Vi holder fødselsdage og julearrangementer, og i løbet af året deltager vi i nogle fællesarrangementer på de andre Døgncentre – ligesom vi selv afholder et.

Hvor længe kan man bo på Skinnely?

Der er ingen regler for varigheden af opholdet på Skinnely – nogle bor her et halvt år, andre op til fire.

 

Døgncentret NibeDøgncentret Nibe

Døgncentret Nibe har plads til 6 unge mellem 14 og 18 (23) år. 

Her bor vi

Døgncentret ligger midt i Nibe tæt på skov og vand og har til huse i en gammel smuk villa, der tidligere var lægebolig i byen.

I Nibe er der flere skoletilbud, f.eks. folkeskole, friskole og produktionsskole. Endvidere finders der mange muligheder for aktiviteter, for eksempel sport i de lokale sportsklubber. Her kan du for eksempel deltage i fodbold, håndbold, badminton.

Der er gode offentlige transportforbindelser fra Nibe til Aalborg.

Sådan har vi indrettet os 

De unge, der bor på Nibe Døgncenter, har hver sit værelse på 1. sal, og du kan være medbestemmende omkring vægfarve og indretningen. Vi har møbler, men der er mulighed for, at du kan tage dine egne med. Du kan også medbringe dit eget TV og computer.

Resten af huset er fælles. Her findes køkken, vaskerum, spise- og opholdsstue. I kælderen har vi indrettet computerrum, billard og bordtennis.

Personale

Vi er seks pædagoger i huset, hvoraf den ene er teamleder.
Du får din egen kontaktpædagog på Døgncentret.

Der er altid mindst én pædagog i huset døgnet rundt. Døgncenter Nibe har dog lukket hver anden weekend og én uge i sommerferien. Når Døgncentret har lukket, kan de unge, der ikke har mulighed for at komme hjem, være på Døgncentret Skinnely i Aalborg.

Samarbejde med forældrene

Vi tager udgangspunkt i, hvad du har brug for, når vi samarbejder med dine forældre.

Ingen intern skole eller beskæftigelse

Da vi ikke har nogen dagtilbud, skal du være i skole, praktik eller arbejde.

Hverdagen 

Vi holder husmøde en gang om ugen, hvor alle unge i huset skal deltage.

Dagligdagen i huset begynder med, at alle bliver vækket, hvorefter der er morgenmad.

Når den unge kommer hjem fra skole, praktik eller arbejde, er det muligt at dyrke forskellige aktiviteter ud af huset, få hjælp til lektier, slappe af mv.

Vi spiser fælles aftensmad, og aftenerne kan bruges på egne eller fælles aktiviteter.

Besøg af familie og venner 

Forældre, familie og venner kan efter aftale komme på besøg i huset. Du kan invitere overnattende gæster efter aftale med pædagogerne.

Traditioner

Vi tager som regel på skitur hvert år, og der udover laver vi små ture i løbet af året. Vi har flere faste traditioner i huset, f.eks. juleaften, afholdelse af fødselsdage, juletur i november / december, gymnastiksalen én aften om ugen osv.

Sammen med de andre Døgncentre har vi forskellige traditioner i løbet af året – f.eks. arrangerer vi Nibe DC Open, som er en badmintonturnering.

Hvor længe kan man bo på Døgncentret Nibe?

Varigheden af den unges ophold på Døgncentret Nibe er meget forskellig. Nogle unge har været her et halvt år og andre unge fem år. 

 
Senest opdateret den 2. maj 2012
 

Emneregister

Kontakt

Ungerådgivningen
Jernbanegade 23
9000 Aalborg
Tlf. 9931 5750
Ungdomscentret.uc@aalborg.dk
Vis kort Find vej

Kontakt

Døgncentrenes Fællesfunktion

Saxogade 9

9000 Aalborg
Tlf. 9982 3660

ungdomscentret.uc
@aalborg.dk