Borger
 
Erhverv
 
Politik og demokrati
 
Presse
 
Job og karriere
 
Om kommunen
 
Aktivitet på en primitiv lejrplads
 

Primitive lejrpladser til aktivt friluftsliv

I Aalborg Kommune findes der ikke mindre end 20 primitive lejrpladser, du kan benytte til aktivt friluftsliv med overnatning i naturen. De fleste af pladserne er anlagt på arealer ejet af Aalborg Kommune og er beliggende i attraktive naturområder, ved bynære naturperler eller kystnært ved Limfjorden. Nogle pladser er etableret af lokale ildsjæle og aktive i borgerforeninger, der gerne vil dele naturen med andre.

Bålmad på primitiv lejrpladsI kajak til den primitive lejrplads ved Hesteskoen

De primitive lejrpladser er et tilbud til cyklister, vandrere og sejlende!

Du er meget velkommen til at benytte de primitive lejrpladser, som vist på kortet længere ned på siden. Det er gratis, og du må max. overnatte to nætter ad gangen på den samme plads. Pladserne benyttes efter først til mølle princippet, og der kan derfor ikke reserveres plads på forhånd. Du må gerne benytte eget telt til overnatning.

Gode huskeregler

  • Husk overnatning max. to nætter i træk på den samme plads.
  • Hvor der ikke er toilet, skal du altid nedgrave egne efterladenskaber. Medbring til formålet en lille spade.
  • Medbring altid brænde til eget forbrug.
  • Medbring selv drikkevand til de pladser, hvor der ikke er indlagt vand.
  • Vis hensyn, når flere forskellige grupper benytter samme plads. Eksempelvis er det god skik, at der er nattero på pladsen efter kl. 22.00.
  • Båltænding er kun tilladt på de etablerede bålpladser.
  • Efterlad altid pladsen og shelters i pæn, ren og ryddelig stand.
  • Spørgsmål og lokale observationer kontakt gerne Park & Natur.

Primitive lejrpladser som kystnære pladser

Limfjorden byder på fantastiske oplevelsesmuligheder, hvad enten du sejler i jolle, robåd eller kajak over flere dage. De kystnære overnatningspladser, som du kan anløbe, er markeret med kajakpictogram på oversigtskortet.

Kommer du sejlende til de primitive lejrpladser i Limfjorden, skal du være opmærksom på restriktioner omkring færdsel i perioden 1. april til 15. juli af hensyn til kystfuglenes yngleperiode i Nibe og Gjøl Bredninger. Pjece fra Skov- og Naturstyrelsen kan hentes som PDF under Læs mere.

Limfjorden og Kattegat er uegnet til kanosejlads

Limfjorden og Kattegat er åbne farvande, hvor det hurtigt kan blæse op og derfor uegnet til kanosejlads. Sikker kanosejlads kan derimod anbefales på Lindholm Å, Lindenborg Å og Halkær Å. Husk, at det ikke er tilladt at gå i land på privatejede arealer langs åer. Benyt altid de offentlige pladser. 

Brug kortet og find vej

På kortet herunder kan du se, hvor de primitive lejrpladser i kommunen er beliggende. Ved at at klikke på det enkelte pictogram kan du få detaljerede oplysninger om den enkelte lejrplads.

Sund motion og naturoplevelser

Cykelture, vandreture, sejlture og eksempelvis fisketure kan med fordel afsluttes med tilberedning af primimad på bål og overnatning på en af de primitive lejrpladser.

Naturens døgnrytme og dens mange lyde giver helt specielle oplevelser. Fra skumring over nattens stjernehimmel til morgry med solopgang.

Kommunens naturvejledere har ofte base ved en af de primitive lejrpladser til offentlige arrangementer. Her afholdes fisketure og svampeture med fremstilling af primimad og indsamling af vilde planter fra naturens eget spisekammer.

Bagning af brød på "primimanér"Tillberedning af fisk på "primimanér"

Indretning af lejrpladsen

Pladserne kan være udstyret med rindende vand og toilet/multtoilet. På de fleste af pladserne findes shelters. En shelter er en tresidet trækonstruktion, som giver ly for vind og vejr. En shelter kan typisk rumme fem personer til overnatning. Flere pladser er forsynet med bålsted.

Primitive lejrpladser i Danmark

Du kan finde en samlet fortegnelse over primitive lejrpladser, naturlejrpladser og teltpladser i Danmark i bogen 'Overnatning i det fri', som udgives af Friluftsrådet og Dansk Cyklist Forbund. Den koster 129 kr., og forhandles hos Dansk Cyklist Forbund, boghandlere, turistbureauer. Se link under Læs mere. 

På Skov- og Naturstyrelsens nye hjemmeside, Udinaturen.dk, der er et interaktivt kort over naturtilbud i hele Danmark, kan du ligeledes finde oplysninger om primitive overnatningsteder, bl. a. teltpladser og naturlejrpladser i de offentlige skove. Se link under Læs mere. 

Primitiv lejrplads ved Staun Havn Primitiv lejrplads ved Halkær Å Primitiv lejrplads ved Nørholm Primitive lejrpladser i Hasseris Skov Primitiv lejrplads i Kronborg Skov på Egholm Primitive lejrpladser i Lindholm Fjordpark Primitiv lejrplads ved lergrav vest for Lindholm Høje Primitiv lejrplads ved Bouet i Nørresundby Primitiv lejrplads ved Hesteskoen i Aalborg Øst Primitiv lejrplads ved Nørkærsvej ved Storvorde Primitiv lejrplads ved Skivervej syd for Gandrup Primitiv lejrplads i Lundby Krat Primitiv lejrplads nær Komdrup Primitiv lejrplads ved Lille Vildmosecentret Primitiv lejrplads på Møllesøvej i Lille Vildmose Primitiv lejrplads i Hammer Bakker Primitiv lejrplads i Vester Aslund Plantage Primitiv lejrplads ved Teglværkssøerne
 
Senest opdateret den 8. september 2011
 

Emneregister

Kontakt

Park & Natur
Stigsborg Brygge 5
9400 Nørresundby
Tlf. 9931 2257
park.natur@aalborg.dk
Vis kort Find vej