Parker og grønne områder
I Aalborg kommune findes mange både store og små parkanlæg. Parkerne er en væsentlig del af kommunens grønne struktur og er et spændende element i byen, der giver mulighed for afslapning og en pause fra byens pulserende liv.
De tre store kirkegårde i Aalborg har i stigende grad fået samme rolle i storbyen som parkerne. De har en rekreativ funktion og er en del af byens grønne struktur. Samtidig er det her, hvor der er mulighed for et roligt ophold, for sorg, for fordybelse og for glæde og fortrøstning.
Parker og grønne områder
Parkerne er anlagt og bliver vedligeholdt, så de hele tiden viser en frodighed og mangfoldighed. Der er plads til mange forskellige former for havekunst, og her er mulighed for at opleve årstidernes skiften og fugle- og dyrelivet.
Der er de store "gamle" parker som Kildeparken, Mølleparken og Østre Anlæg, og det sidste skud på stammen er Jomfru Ane Parken, der er en del af de mange spændende nyskabelser på havnefronten. Vi har også en række mindre grønne områder som f.eks. Fjordmarken, Søheltens Have, Vestbyens Fjordpark og mange andre "åndehuller".

Her er mulighed for ophold, oplevelser og aktiviteter for alle aldersgrupper i grønne omgivelser.
I byens parker er der mulighed for at afholde større og mindre friluftsarrangementer.
Kirkegårde
Aalborg Kommune ejer og vedligeholder de tre kirkegårde, Almen Kirkegården, Søndre kirkegård og Østre Kirkegård.
Kirkegårdene er anlagt med et roligt udtryk, samtidig med med stor variation af træer, buske og blomster og med stor oplevelsesrigdom både i helheden og i de enkelte partier. Her er tale om frodige og havelignende anlæg, hvor det er muligt at opleve havetraditionens mangfoldighed og karakterfulde virkninger.
Aalborg kommune ønsker, at kirkegårdene skal afspejle forskellige tidsaldres begravelseskultur, og at vi her kan rumme og bevare mindesmærker af betydning for Aalborgs historie og kultur.
Senest opdateret den 24. juni 2009