Gå ikke i panik, når det brænder
Når det brænder er det vigtigt at kunne bevare roen og undgå panik!
I paniksituationer kan menneskeliv gå tabt, fordi folk skubber og vælter hinanden omkuld eller ikke kan tænke klart. Hvis du er forberedt på en paniksituation, så bliver det det lettere for dig at bevare roen. Du kan forberede dig ved at følge disse gode råd:
- Orienter dig om mulige flugtveje
Aftal med dem du er sammen med, hvad I vil gøre, hvis en evakuering bliver aktuel. Det lokale I opholder jer i skal have oversigter over flugveje, redningsudstyr og slukningsudstyr. Orienter dig om dem. Kan du ikke umiddelbart finde dem, så spørg personalet eller arrangørerne på stedet. Kan de ikke hjælpe dig eller er flugtvejene spærret af ølkasser eller lignende, så er det nok værd at overveje, om stedet har et sikkerhedsniveau, der er tilfredsstillende for dig.
- Parker ikke på en brandvej
Når du ankommer til et sted, hvor der er mange mennesker, skal du være særligt opmærksom på, at du ikke parkerer din bil på en brandvej. Brandvejen er nemlig brandbilernes adgangsvej og spærrer du den, vil de få svært ved at komme hurtigt frem og hjælpe dig, hvis uheldet er ude.
- Lær at bruge de mest almindelige slukningsredskaber
F.eks. slangevinde, pulverslukker, brandtæppe, et grydelåg eller en almindelig sodavand. Hvis en brand opdages kort efter, at den opstår, så kan den i mange tilfælde slukkes med simple midler. Et kursus i Elementær Brandbekæmpelse sætter dig i stand til selv at handle.
- Lær at tilkalde hjælp
Mange brande og ulykker kræver professionel assistance. Vær derfor sikker på, at du ved, hvordan hjælpen tilkaldes på Alarm 1-1-2.
Senest opdateret den 2. februar 2012