Brændeovne og skorstensbrande
Brændeovne er i dag særdeles populære i private boliger. De er et godt supplement til opvarmningen i vores huse og så er det jo hyggeligt og sådan skal det helst fortsætte med at være. Derfor får du her Beredskabscenter Aalborgs brandgode råd til at undgå brand i din skorsten:
- Brug kun tørt og rent brænde
(vådt brænde danner glanssod = risiko for skorstensbrand).
- Sørg for rigelig lufttilførsel til brændeovnen
(iltfattig forbrænding danner glanssod = risiko for skorstensbrand).
- Er uheldet ude, så luk for lufttilførslen
(det giver skorstensbranden dårlige betingelser).
- Forsøg ikke at slukke en skorstensbrand med vand
(det kan få skorstenen til at revne).
- Efter en skorstensbrand må skorstenen ikke anvendes igen, før den er synet af skorstensfejeren.
Du kan som regel kende en skorstensbrand ved, at der sker en meget kraftig opvarmning af skorstenen og der kan udsendes gnister og gløder fra skorstenen.
Brug det rigtige brændsel
Det er vigtigt, at du kun bruger det brændsel, som din brændeovn er beregnet til. En brændeovn kan altid brænde almindeligt rent træ.
Selvom det er fristende, så skal du aldrig afbrænde plast, affald fra husholdningen eller spånplader, plastlaminatplader, maledt eller behandlet træ (f.eks. trykimprægneret) i din brændeovn.
Senest opdateret den 2. februar 2012