Carport, udhus, overdækket terrasse, drivhus mm.
Inden du går i gang med et byggeprojekt, skal det anmeldes til Aalborg Kommune. Byggearbejdet må ikke påbegyndes, før der er givet en godkendelse.
Krav for opførelse af småhuse som garager, carporte, udhuse, drivhuse og overdækkede terrasser
Det er en forudsætning, at bestemmelserne i bygningsreglementet samt lokalplaner, deklarationer, tinglysninger på ejendommen mv. overholdes.
Det påhviler ejer at indberette opførelse af nye bygninger under 35 m2 til BBR-myndigheden.
Ved fritliggende enfamiliehuse må garager/carport/udhuse/overdækkede terrasser/drivhuse opføres uden anmeldelse til kommunen med et areal op til 35 m2.
Ved sammenbyggede enfamiliehuse (dobbelthuse/rækkehuse) må garager / carport / udhuse / overdækkede terrasser / drivhuse opføres uden anmeldelse til kommunen med et areal op til 20 m2.
Bestemmelsen gælder for det samlede areal af sådanne bygninger incl. eksisterende bygninger på grunden, der ikke overstiger 35 m2 eller 20 m2, og omfatter ikke integrerede garager.
For anmeldelsessager gælder, at kommunen skal reagere inden to uger. De to uger regnes fra den dag anmeldelsen er modtaget, og der skal tillægges almindelig postbesørgelsestid. Ved dispensationsansøgning ophæves to ugers reglen. Du vil altid få et svar på din anmeldelse.
Hvis du ønsker at ændre placeringen af overkørsel, skal du gøre opmærksom på det, og der skal ansøges om den nye rampe.
Husk - at det er ejerens ansvar, at de oplysninger, der gives til kommunen, er rigtige, og at arbejdet bliver udført lovligt og i overensstemmelse med godkendelsen, samt udføres håndværksmæssigt korrekt.
Godkendelsen bortfalder, hvis arbejdet ikke er påbegyndt inden ét år.
Byggeriet skal opfylde de bestemmelser, der er fastsat i Bygningsreglementet. Der kan også være en lokalplan, byplanvedtægt eller en tinglyst deklaration, der har bestemmelser om placering af bebyggelse, byggelinie mod vej, bygningernes ydre fremtræden samt materialevalg og lignende.
De enkelte bestemmelser om længde, højde og størrelse findes i Bygningsreglementet, kapitel 2.7. Placeres byggeriet nærmere vej, sti og skel end 2,5 m gælder bestemmelserne i kapitel 2.7.6.
Småbygninger på højst 10 m2
Småbygninger på højst 10 m2 kan opføres uden anmeldelse eller byggetilladelse, men de skal dog overholde bestemmelserne i Bygningsreglementet, kap. 2.7.7. Det bør dog undersøges, om der på ejendommen er en lokalplan, byplanvedtægt eller tinglyst deklaration, der har bestemmelser om placering af bebyggelse, byggelinie mod vej, afstand til vejskel, bygningernes ydre fremtræden samt materialevalg og lignende.
Garager mv. med et areal over 35 m2 og højst 50 m2 skal fortsat anmeldes til kommuner. For garager mv. i forbindelse med sammenbyggede enfamilieshuse (dobbelthuse, rækkehuse mv.) skal der ske anmeldelse, når arealet er over 20 m2 og højst 50 m2.
Senest opdateret den 18. oktober 2011