Hvis I ikke kan blive enige og du har planer om at klage
Hvis alle muligheder for dialog med din nabo er brugt op, kan du i visse tilfælde klage til kommunen. Før du klager, bør du sætte dig ind i lovgivningen om det pågældende problem, f.eks. plan-, bygge-, hegns- og miljølovgivningen.
I en række tilfælde vil kommunens afgørelse være endelig. Det betyder, at der ikke kan klages over afgørelsen til andre myndigheder. I de tilfælde vil du kun have mulighed for at gå til domstolene, hvilket kan være en langsom og bekostelig proces. Overvej derfor hvad du sætter i gang, inden du klager til kommunen. Måske kan du og din nabo sammen finde en løsning, som både er hurtigere og mere acceptabel for jer begge, hvis I finder den på egen hånd.
Vidste du:
- At det kun er en landinspektør, der kan fastlægge placering af skel,
- at støj fra privates musikanlæg reguleres af politiet,
- at en brændeovn ikke må overdrages, tilsluttes eller sælges, uden at ovnen opfylder bestemte krav til udledning.
Senest opdateret den 16. december 2011