Hundeskove i Aalborg Kommune
Park & Natur har indhegnet 9 større og mindre arealer i Aalborg Kommune, såkaldte hundeskove, hvor den ansvarlige hundeejer hele året kan lufte den lovlige og lydige hund uden snor, og samtidig give hunden en god oplevelse i selskab med andre hunde.
Regler for færdsel med hund uden snor i kommunens hundeskove
1. Ifølge hundeloven er det altid hundeejerens ansvar at have fuld kontrol over hunden,
også indenfor hegnet i en hundeskov.
2. Hunden skal altid være under ledsagelse ved besøg i hundeskoven.
3. Det er ikke tilladt at medbringe bidske hunde af alle racer, også selvom disse hunde
bærer mundkurv eller føres i snor.
4. Det er ikke tilladt at medbringe ulovlige hunderacer og deres krydsninger, også selv
om disse bærer mundkurv og føres i snor.
5. Trådhegnet markerer hundeskovens areal. Hunde, der springer over eller løber gennem
hegnet, kaldes omgående tilbage i hundeskoven.
6. Respektér venligst, at hvalpehegn er forbeholdt hvalpe i alderen fra 2 - 6 måneder.
7. Al færdsel i Aalborg Kommunes hundeskove sker på eget ansvar.
Hvor ligger de 9 hundeskove?
De 9 hundeskove er beliggende i henholdsvis Vadum, Hammer Bakker, Vangen i Nørresundby, Strandparken i Aalborgs Vestby, Mulighedernes Park i Aalborg SV, Budumvej i Aalborg Øst, i Øster Ådalen Nord, Lundby Krat og ved Poulstrup Sø.

Under Læs mere kan du hente en PDF af folderen om 7 af de 9 hundeskove. Den beskriver de enkelte hundeskove, beliggenhed samt anvisninger og gode råd i forbindelse med færdsel i en hundeskov. Under Læs mere kan du også hente oversigtskort over henholdsvis Vadum
Hundeskov og hundeskoven i Mulighedernes Park, som er de nyeste hundeskove i kommunen.
Indvielse af hundeskoven i Mulighedernes Park
Hundeskoven i Mulighedernes Park indvies lørdag, d. 2. april kl. 13.00-15.00. Indvielsen sker som led i den iganværende hundeoplysningskampagne, som Park & Natur har iværksat i 2011.
Program for dagen kan ses i pjecen under Læs mere: Naturoplevelser 2011 i Aalborg Kommune. side 17.
I naturen skal hunde altid føres i snor
Når hunden luftes i naturen skal den altid føres i snor - Det er sund fornuft og fremgår ganske klart af Naturbeskyttelsesloven. Dog er det tilladt at lufte hunde under kontrol uden snor på offentlige strande fra den. 1. okt. - 1. april.
Løse hunde, der jager rundt i naturen kan desværre gøre meget stor skade.
Rålam, harekillinger og jordrugende ynglefugle er særligt sårbare, og ofte opdager hundeejeren ikke at hunden har været på gale veje, før det er for sent. Det værste der kan ske for naturens dyrebørn er, når løse omstrejfende hunde finder sammen og følger deres naturlige jagtinstinkter. Også mange mennesker, specielt børn, kan få skovturen og naturoplevelsen helt ødelagt af løse hunde.


På offentlige strande må hunde under kontrol Husk altid pose til hundens efterladenskaber
luftes uden snor i vinterhalvåret
Undgå smittefare - opsaml efterladenskaber
Af hensyn til smittefare, især for hvalpe og unghunde, er det desuden en god ide at opsamle hundens efterladenskaber. Flere indvoldsorme overlever i ekskrementer og kan udgøre en smittefare for raske hunde, der æder andre hundes efterladenskaber. En plasticpose er velegnet til formålet og kan efterfølgende dumpes i nærmeste offentlige skraldespand - luk posen sikkert forinden.
Hunden har det bedst uden snor i hundeskoven
Mange hundeejere besøger hundeskove de første par gange med hunden i snor, bare for en sikkerheds skyld. Men er hunden lydig og under kontrol er dette faktisk en dårlig ide. Hunden reagerer meget mere afbalanceret på andre hunde, hvis den er uden snor. Hunden kan ligefrem føle sig truet af andre løse hunde, hvis den føres i snor indenfor hegnet.
Det er faktisk spændende at iagttage hvor hurtigt frie normale hunde finder en naturlig rangorden, helt uden menneskelig indblanding.
Brug frihed i hundeskoven som belønning
Hundeskove er også et meget fint sted at træne med hunden. F.eks. sportræning og apportteringsøvelser giver netop her hunden meget store og spændende udfordringer - bl.a. på grund af den fremmede fært fra de mange forskellige hunde, der færdes i området.
Hver gang du besøger en hundeskov kan du også træne dit lederskab af hunden. Ved indgangslågen er det altid dig som hundefører, der bestemmer hvornår hunden er helt fri. Sig "sit" og "bliv" til hunden lige udenfor lågen. Tag snoren af og vent til hunden sidder helt roligt. Åben lågen, vent igen et øjeblik, og sæt dig roligt ned til hunden. Peg med hånden direkte ind i hundeskoven og sig "fri". Hunden lærer på denne måde forbavsende hurtigt at sidde pænt, at blive på sin plads og at du er dens ubestridte leder, der giver rare belønninger for god opførsel.

At løbe helt frit i en hundeskov med mange spændende dufte, virker for de fleste hunde som en meget stor belønning.
Spørgsmål og kommentarer
Har du spørgsmål eller kommentarer omkring hundeskove i Aalborg Kommune, er du velkommen til at kontakte naturvejleder Esben Buch på e-mail.
esb-teknik@aalborg.dk
Senest opdateret den 4. november 2011