Brunst og brøl i Lille Vildmose
Dagene bliver kortere, nætterne er kolde og klare, og fra skovene i Lille Vildmose høres de dybe brøl - det er brunst hos krondyrene i Lille Vildmose.
Kampen om hinderne
Den store hjort (pladshjorten) styrter rundt på brunstpladsen, for med sin krop, brøl og styrke at forsvare sin status som pladsens stærkeste. Kun en gammel og stærk hjort kan forsvare sin plads og dermed retten til at parre sin med den gruppe af hinder (hundyr), som han har samlet omkring sig.
Mindre hjorte opholder sig omkring brunstpladsen med håbet om, at kunne fravriste en hind fra pladshjorten, men denne opgave kan være med livet som indsats, for pladshjortens er med sit enorme gevir klar til at tage kampen op.
Dette urgamle skuespil kan opleves i september og oktober måned i Lille Vildmose. Normalt er krondyret aktiv i nattetimerne, men i vildmosens skove er der begrænset færdsel, hvorfor dyrene ofte er fremme i dagtimerne. Den største aktivitet blandt dyrene opleves ved solnedgang i perioden medio september til medio oktober på aftener med kold og klart vejr.
Oplev brunsten med egne øjne og ører
De bedste oplevelser opnås fra udsigtstårne, der er placeret ved åbne områder, som hjortene traditionelt udvælger som brunstpladser. Tårnene er konstrueret som hytter med tag og gode tilgangsmuligheder. I tårnene er der opsat kikkerter og formidlingsplancher, så besøgende kan få de bedste oplevelser. Ligeledes kan man fra tårnene benytte den nyetableret audioguide, der giver mulighed for via mobiltelefon at få naturvejledning om området omkring tårnet.
Tårnene er offentlige tilgængelige og åbne døgnet rundt.
De dybe brøl fra hjortene kan høres overalt i mosen. Kolde og klare nætter stimulerer brunsten, så hjortene brøler hele natten igennem. Det er vigtigt at observere vindretningen, så vinden kan bære hjortenes brøl hen mod din placering. Det kan også være en fordel ikke at opholde sig inde i en bil eller i et udsigtstårn, idet taget vil dæmpe lyden fra brølene.



Høstemarktårnet
Fra Høstemarktårnet i den nordlige ende af Lille Vildmose har du udsigt over den nordligste af områdets højmoser, hvor én eller flere hjorte ofte lader sig beskue i selskab med op til 12 hinder.
Dyrene ynder at ligge gemt i mosens lyng eller stå i skovkanten, så brug øjnene flittigt. Den flade højmose giver gode oplevelser, når dyrene står frit på mosefladen. Fra Høstemarktårnet er der endvidere mulighed for at kigge ind over Høstemark Skov, hvor kongeørnen siden 2003 har haft sin rede. Igen i år er der kommet en unge på vingerne, så mulighed for at se en kongeørn er gode.
Toftetårnet
Toftetårnet i mosens sydøstlige ende giver overblik over Enebærsletten, der de sidste mange år har været brunstplads for skovens store hjorte. De mange enebærbuske på sletten giver gode muligheder for skjul, så pludselig kan man opleve, at en hel rudel (gruppe) af krondyr ”vokser op af jorden”, uden at man havde set dem komme.
Tårnets placering ved Tofte Skov bevirker, at der også er gode chancer for at se vildsvin, rådyr, ræv og andre af skovens dyr. Toftetårnet er handicapvenligt og på den nærliggende parkeringsplads er der toilet.
Se på kortet, hvor udsigtstårnene er placeret.
Spørgsmål om Lille Vildmose og Lille Vildmosecentret
Har du spørgsmål om Lille Vildmose eller til Lille Vildmosecentret, er du velkommen til at kontakte centerets naturvejleder Jakob Konnerup på e-mail.
JAK@aalborg.dk
Jan Skriver har taget billederne af kronhjortene her på siden, og Jens Kirkeby har optaget lydfilen med krondyrenes brunstbrøl, som du kan høre under Læs mere.
Senest opdateret den 29. juli 2010