Borger
 
Erhverv
 
Politik og demokrati
 
Presse
 
Job og karriere
 
Om kommunen
 
Køer græsser i Østerådalen
Forside Brødkrumme seperatorBorger Brødkrumme seperatorKultur, natur og fritid Brødkrumme seperatorNatur Brødkrumme seperatorNaturen netop nu Brødkrumme seperatorForår Brødkrumme seperatorNattergalen synger i Østerådalen
 

Nattergalen synger i Østerådalen

Netop nu fra midt i maj til hen i juni kan nattergalens utroligt smukke og vidtlydende sang høres bare få kilometer fra Aalborgs centrum, i Østerådalen Nord. Efter at have overvintret i tropisk Østafrika er de første nattergale lige vendt tilbage til ynglepladserne i Aalborg Kommune.

I Østerådalen kan nattergalen høres både nat og dag. Men da sangen delvis drukner i det øvrige fuglekor om dagen, er det allerbedste tidspunkt at lytte efter nattergal hhv. om aftenen, om natten eller tidlig morgen.

Find vej

Fugleinteresserede kan starte en nattergaletur på egen hånd fra Østerådalens P-plads med indkørsel fra Over Kæret. Et oversigtskort ved P-pladsen giver den interesserede et hurtigt overblik over stedets 100 ha offentlige naturområde med fine veje og stier, kaldet Østerådalen Nord.

Ved Park & Naturs Info-hus syd for P-pladsen findes der ligeledes en udendørs plancheudstilling med spændende faktuel information om Østerådalens landskab, historie, om naturgenopretning og om fugle og dyr i området.

OversigtskortInfotoravler ved Infohuset

Fakta om nattergal

Som hos mange andre spurvefugle er det kun nattergalehannen, der synger. Sangperioden er kort og strækker sig i vort område fra midten af maj til midten af juni. Hannen ankommer som den første og etablerer straks et territorium i Østerådalens frodige pilekrat, gerne med tæt bundvegetation af brændenælder og andre høje urter, således at reden, der bygges på jorden, kan komme i sikkert skjul.

Desuden skal jordbunden på ynglepladsen, rumme et rigt liv af små leddyr, småinsekter, biller, myrer og bænkebidere, som nattergalen og dens unger kan leve af hele sommeren, indtil trækket går tilbage til Afrika i august-september.

Hr. nattergal syngerNattergalebiotop i Østerådalen

Kraftig sang

Nattergalens sang er meget høj med en styrke helt op til 80 dB. Når nattergalen synger om natten får sangen yderligere styrke og effekt af de forbedrede forhold for lydtransmission, der findes på denne tid af døgnet, dvs. når vinden er svagest, og den relative luftfugtighed er højest.

Sangen har flere formål

Om natten synger hannen oftest fra en enkelt sangpost, men den begynder ved daggry at flytte mere rundt mellem flere sangposter indenfor territoriet.

Da nattergalens træk foregår om natten har den syngende han her en god chance for at lokke en hun ned i sit territorium med sin kraftige natsang. Sangen har også til formål at skræmme andre hanner væk fra det besatte yngleterritorium. Fra midten af juni, når udparringen har fundet sted, indstiller hannen natsangen og synger slet ikke efter ungernes klækning. Normalt er kuldet på en 4-5 æg.

Sangens opbygning

Nattergalens sang lyder utroligt sammensat og varieret. Alligevel kan den nemt opdeles i fraser ofte bestående af tre genkendelige motiver:

1. Et melodisk motiv med et "hyid", der ofte gentages flere gange.

2. Et motiv med flere rækker af kraftige klukke- eller kastagnetlyde.

3. Et afslutningsmotiv ofte med snerrende lyde, af og til med en kort meget høj lyd til sidst.

En gammel nordjydsk fortolkning af nattergalens sang i folkemunde afspejler næsten de tre motiver:

1. David, David, sikken en pige, sikken en pige.

2. Der, der, der, der, der

...dikke, dikke, dikke, dikke.

3. Drrrrrrrr.

På egen hånd

Husk varm vindtæt påklædning, når turen går til Østerådalen, og brug evt. en rygsækstol, således at nattergalesangen virkelig kan nydes. Vejret kan være vådt, koldt og lunefuldt her i maj.

Spørgsmål og lokale observationer

Har du spørgsmål om nattergale eller har gjort lokale observationer, er du velkommen til at kontakte naturvejleder Esben Buch på e-mail.
esb-teknik@aalborg.dk

Senest opdateret den 2. marts 2012
 

Emneregister

Kontakt

Park & Natur
Stigsborg Brygge 5
9400 Nørresundby
Tlf. 9931 2257
park.natur@aalborg.dk
Vis kort Find vej