Aborre- og suderfiskeri i Mølholmsøerne
De nedlagte lergrave ved Mølholm i Aalborg Vest, kaldet Mølholmsøerne, er ejet af Aalborg Kommune og fremstår i dag som smukke søer med et rigt liv af både fugle og fisk. I sommerhalvåret, specielt fra juli rummer Mølholmsøerne flere fine fiskepladser til spændende aborre-og suderfiskeri.
Find vej
Offentlige stier fra Mølholmsvej og Nørholmsvej fører til søerne. Søernes frie og tilgængelige fiskepladser er markeret med blåt fiskelogo på kortet længere nede på denne side. Flere steder ved Mølholmsøerne har Park & Natur opstillet bænke, hvor madpakken kan nydes og fuglelivet iagttages. Til alle fiskepladserne kan der cykles eller spadseres. Benyt evt. buslinie 16 for at komme ud til søerne. Fra endestationen på Mølholmsvej er der 200 meter til første fiskeplads. Biler kan evt. parkeres på offentlig P-plads ved Renseanlæg Vest - indkørsel fra Mølholmsvej.

Aborrefiskeri - en stor naturoplevelse
En aborre på krogen kan for mange børn blive en så stor naturoplevelse, at den bliver selve grundlaget for en livslang interesse for naturen - og ofte for lystfiskeriet. På afstand og med kikkert er det muligt at opleve mange spændende fugle, bl.a. rørhøg, skægmejse, rørspurv, rørsanger, troldand, taffeland, lille lappedykker samt toppet lappedykker. Tårnfalk kan ses ved en falkekasse på en høj pæl mellem søerne. Ved solnedgang er det af og til muligt at opleve oddere på strejfture fra Hasseris Å, der udmunder lidt vest for Mølholmsøerne.
Tag hensyn
Mølholmsøerne er stærkt tilvoksede med tagrør og er flere steder svært tilgængelige. Ruse- og netfiskeri er ikke tilladt. Søernes store rørskove rummer et meget spændende fugleliv og virker nærmest som små reservater for en række ynglefugle. Af hensyn til fuglelivet er vade- og flyderings-fiskeri ikke tilladt uden for de markerede fiskepladser. Her ved Mølholmsøerne og ved alle andre frie fiskepladser er det tillige særdeles vigtigt, at den enkelte lystfisker også tænker på fuglelivet.
Glem ikke kroge og fiskeliner i naturen. En lille ælling eller blishønekylling, viklet ind i snøre eller med en krog i næbbet, er et sørgeligt syn, der helt skal undgås!
Ved søernes frie fiskepladser er det bedst at gå med gummistøvler og waders, når man fisker fra kanten af rørskoven. Ligeledes er det en god ide at medbringe et fangstnet til landing af fangsten, forhåbentligvis en stor aborre eller med lidt held en storsuder på 2-3 kilo.


Aborre, biologi og fisketeknik
For aborre gælder der intet mindstemål i ferskvand.
I Mølholmsøerne er aborren en meget almindelig fisk. Selv om aborren vokser langsomt kan den blive ganske stor, i sjældne tilfælde op til 50 cm i længde og med en vægt på 3-4 kg.
I Mølholmsøerne er de største aborrer på omkring 1-2 kg. De mindste aborrer svømmer rundt i små stimer, mens de største svømmer rundt alene. For mindre aborrer består føden af insektlarver, tanglopper, fiskeyngel og lejlighedsvis rogn. Større aborrer lever primært af mindre fisk og større bunddyr.
Gydningen sker på ganske lavt vand om foråret, i Mølholmsøerne ofte helt inde i rørskovene. En stor hunaborre kan gyde op til omkring 300.000 tusinde æg.
Med sine rødlige finner og de karakteristiske lodrette striber på den grønlige krop er aborren faktisk en af vore smukkeste fisk. På gællelågene og på rygfinnen har aborren en række pigge, som kan stikke fælt uden dog at være direkte giftige. Når en mindre aborre tages af en fiskekrog til genudsætning, skal der derfor holdes fast om fisken ved at lade hånden glide fra fiskens hoved og bagover. På denne måde undgås stik i hånden fra piggene.
Aborren kan fanges med både spinne- og medestang. Små spinnere gerne i gule og orange farver er fine til aborrefiskeri. En klar Mølholm-favorit er ABU's orange refleksspinner. Mindre aborrer kan også fanges på en god regnormekrog. Portionsaborrer på 20-25 cm aflives nemt og hurtigt ved at stikke en tommelfinger ind i munden på fisken og så herefter brække fiskens hoved bagover.
Aborren er meget nem at filetere, og den er velsmagende! Små aborrer er særdeles anvendelige til varmrygning i en lille rygeovn.
Suder, biologi og fisketeknik
For suder gælder der heller intet mindstemål. I modsætning til aborrer, der lever som rovfisk, svømmer sudere lidt mere fredeligt rundt i Mølholmsøerne og roder i bunden. Kropsformen er høj med kraftig halerod. Kroppens farve er nærmest sortgrøn eller brunlig med messingglans. Skællene er små. Huden er tyk og meget slimet. I hver mundvig findes der en tynd skægtråd. Hanner kendes fra hunner på, at hannernes bugfinner er længere og når til gattet. En orangegul eller rødlig varietet af suderen, guldsuderen, holdes hist og her som "guldfisk", dvs. prydfisk i havebassin.
Vildformen, de ægte sudere op til 2-3 kilo er almindelige i Mølholm, men de kan være svære at fange. Suderen er en ganske sky fisk som skal overlistes med medestang, især ved aftenfiskeri. Små kroge agnet med orme, rejer, dej eller majs - og fisket 20-30 cm over bunden, de kan være for stor en fristelse for en sulten fisk! Suderen er en fabelagtig fighter med kraftfulde finner, der kan gøre hver eneste fangst til en meget stor succesoplevelse.
Naturligt lever sudere af insektlarver, især myggelarver, små muslinger, orme og snegle. Fødeoptagelsen er kun intensiv i sommerhalvåret - om vinteren falder suderen i en slags vintersøvn, nærmest en passiv dvale. Hunsudere gyder fra maj til juli på ganske lavt vand, i tagrør og anden vegetation, op til 600.000 æg. Udmærket som spisefisk, kødet er ikke fast som aborrens, men løst og velsmagende.
Spørgsmål om fiskeri og lokale observationer
Har du spørgsmål om fiskeri, eller har du gjort lokale observationer, er du velkommen til at kontakte naturvejlederne Klaus Godiksen eller Esben Buch på e-mail.
kvg-teknik@aalborg.dk
esb-teknik@aalborg.dk
Senest opdateret den 2. marts 2012