Borger
 
Erhverv
 
Politik og demokrati
 
Presse
 
Job og karriere
 
Om kommunen
 
Gøgeurter i Lindholm Fjordpark
Forside Brødkrumme seperatorBorger Brødkrumme seperatorKultur, natur og fritid Brødkrumme seperatorNatur Brødkrumme seperatorNaturen netop nu Brødkrumme seperatorSommer Brødkrumme seperatorGøgeurter i Lindholm Fjordpark
 

Gøgeurterne blomstrer i Lindholm Fjordpark

Blomsterinteresserede kan lige nu få store botaniske oplevelser i Lindholm Fjordpark vest for Siemens Kaj i Lindholm. Netop her i juni blomstrer i hundredvis af sjældne gøgeurter af arten kødfarvet gøgeurt i et tidligere opfyldt område.

Med lidt held er det faktisk muligt at nyde synet at disse utroligt smukke blomster, mens gøgen kukker i baggrunden fra et sted ved Lindholm Å, hvilket også forklarer navnet på denne fascinerende plantefamilie. 

Vilde blomster nydes allerbedst ude i naturen. Opgravning af de totalfredede gøgeurter er ikke tilladt og er i øvrigt også spildt ulejlighed, da gøgeurter alligevel ikke trives i almindelig havejord. Lige her i Lindholms lerede jordbund er der fine vækstbetingelser for gøgeurterne, hvor også helt specielle svampe i jorden hjælper gøgeurtfrøene med overhovedet at kunne spire.

Find vej

Interesserede kan starte en gøgeurt-oplevelsestur fra P-pladsen i bunden af Gadegårdsvej i Nørresundby. Følg herefter stien vestpå forbi Siemens Kaj til Lindholm Å (Lufthavnsstien, en del af cykelruten Limfjordsruten, regional cykelrute 23). Specielt i området nord for stiens sidste del kan der flere steder på tæt hold opleves smukke blomstrende gøgeurter i flere forskellige farver.

Oversigtskort 

Kødfarvet gøgeurt

Fotos af gørgeurter her på siden er optaget 7.6.2005.

Fakta om Lindholms gøgeurter

Gøgeurtbestanden i Lindholm er ganske imponerende. Faktisk er det nødvendigt at rejse helt til Gotland eller Öland i Sverige for at finde bestande, der i antal og pragt kan måle sig med Lindholm-områdets talrige gøgeurter.

Gøgeurter er orkidéer

Navnet orkidé er dannet af det latinske familienavn Orchidáceae og anvendes i daglig tale om alle arter i gøgeurtfamilien. Blomsternes udformning, dufte og farver er nøje tilpasset bestøvning af mange forskellige insekter, bl.a. bier, hvepse, sommerfugle, biller og fluer. Kun enkelte arter bestøver sig selv.

Frøene er mikroskopiske og kan spredes af vinden over store afstande, hvilket også forklarer Lindholms store bestand af gøgeurter. Frøene spirer kun, som omtalt tidligere, hvis der i jorden findes lerpartikler med helt specielle svampe, der nærmest hjælper frøene på vej efter et meget kompliceret samspil, frø og svamp imellem.

Navnet gøgeurt

Slægtsnavnet gøgeurt betyder: "urt, der blomstrer netop når gøgen kukker" - og planten omtales da også i ældre nordjysk litteratur som kukkerurt eller blot som kukblomst.

Tidligere anvendelse

Da gøgeurtplanternes to rodknolde ligner testikler, blev gøgeurterne tidligere indsamlet og anvendt som et meget eftertragtet potensfremkaldende middel (afrodisiakum). I dag må vi nok erkende at den ønskede effekt var rent spekulativ; - troen på rodknolde som middel opstod i forbindelse med datidens såkaldte signaturlære. Orchis er ligefrem det græske ord for testikel; alt dette minder os måske om planteslægtens store udbredelse, nu og i fortiden.

Strandtudser og nattergale

Lige nu er det også værd at vende blikket mod grøften nord for stien, hvor der svømmer i tusindvis af haletudser rundt af den sjældne fredede paddeart strandtudsen. Også flere spændende sangfugle, bl.a. mestersangeren nattergalen, kan lige nu høres fra områdets tætte havtornekrat.

Spørgsmål eller lokale observationer

Har du spørgsmål om gøgeurter eller har du gjort lokale observationer, er du velkommen til at kontakte naturvejleder Esben Buch på e-mail.
esb-teknik@aalborg.dk

Senest opdateret den 2. marts 2012
 

Emneregister

Kontakt

Park & Natur
Stigsborg Brygge 5
9400 Nørresundby
Tlf. 9931 2257
park.natur@aalborg.dk
Vis kort Find vej