Mulbjerge, et fredet område ud mod Kattegat
Mulbjerge ligger som markante bakkeøer i det ellers så flade landskab med Lille Vildmose og Kattegat som naboer. Det 144 ha store område er fredet, og der er offentlig adgang ad afmærkede stier.
Den sydlige del af Mulbjerge med Gulhøj som højeste punt ligger hen som overdrev og afgræsses af kreaturer. Om foråret kan du her opleve den smukke plante, Nikkende kobjælde.

I den nordlige del af Mulbjerge er skrænterne dækket af flot egeskov med en frodig bundvegetation. Mulbjerge gennemskæres fra Dokkedal og ud til kysten af dalen, Stejlgabet. Neden for skrænterne i Mulbjerge og ud mod Kattegat ligger det flade kystforland, der består af græsmarker, strandenge og små moser.


Udstilling om kystfiskeriets historie
I toiletbygningen på forstranden ud for Dokkedal er indrettet en udstillingen om kystfiskeriets historie herunder det store sildeventyr, der fandt sted netop her ved Dokkedal i det 16. århundrede.
Her kan du også læse om det spændende fugleliv ved kysten ud for Mulbjerge, hvor det lave vand med masser af smådyr og ålegræs tiltrækker store fugleflokke.


Aktivt friluftsliv i Mulbjerge
Mulbjerge byder på mange muligheder for et aktivt friluftsliv. Der er afmærket flere vandrestier, hvor du kan få masser af motion og frisk luft i et kuperet terræn.
Østkystruten, den natíonale cykelrute 3, passerer gennem Mulbjerge. Det gør også Nordsøstien, der en international vandrerute. Så har du mod på større udfordringer, hvad angår længere cykel- eller vandreture, kan du under Læs mere få flere oplysninger.
Det lave vand omkring bademolen byder også på mange oplevelser for især børnefamilier og skoleklasser. I Spor med ord, som du kan finde under Læs mere giver naturvejlederne dig mange forslag til aktiviteter på egen hånd. Ligesom de fortæller om det spændende dyre- og planteliv i vandet.
I udstillingsbygningen findes til fri afbenyttelse to rejestrygenet, hvide fangstbakker, balje, fangstdug og fangstglas til aktiviteter på egen hånd. Efter brug stilles grejet tilbage, således at andre også kan få glæde af det.
Senest opdateret den 8. februar 2012