Naturområder
Aalborg Kommunes borgere har adgang til en række spændende naturområder. Store og små. De Himmerlandske Heder, som er optaget i Nordjyske´s naturkanon giver f.eks. en enestående mulighed for at vandre over heden en sommerdag og føle sig helt uden for civilisationen. Lille Vildmose er også et område, hvor du både kan opleve de store vidder og komme helt tæt på naturen og dyrelivet.
Tættere på storbyen ligger Poulstrup Sø, og helt ind i Aalborg by strækker Østerådalen sig.
Der er rige muligheder for at opleve naturen på egen hånd, og det er nemt at få information om de enkelte områder. Der er flere steder opsat informationstavler, og for mange af områderne er det muligt at hente yderligere information, dels gennem foldere og dels på internettet.
Park & Natur har gjort områderne tilgængelige for publikum ved at etablere og afmærke vandreruter, opsætte borde og bænke og forskellige andre tiltag f.eks. primitive lejrpladser for at styrke borgere og turisters mulighed for et aktivt friluftsliv.

På De himmerlandske Heder, som vist på billedet til venstre, er afmærket en 20 km lang vandresti. Den fører dig gennem et helt unikt, stort og sammenhængende hedeområde. På billedet til højre ses nogle af de publikumsfaciliteter, der er etableret i Østerådalen Syd.
Senest opdateret den 4. januar 2012