Fritz Kochs kiosk på Gabels Torv, en "ny" attraktion i Aalborgs midtby
Fritz Kochs gamle kiosk fra 1896 er efter en omfattende restaurering atter kommet til ære og værdighed. Kiosken er opstillet på det nyrenoverede Gabels Torv og er nu blevet forpagtet ud. Fra kiosken sælges forskellige varme drikke og sandwich, der kan nydes på torvet, hvor der er masser af plads til ophold og aktiviteter.
Fritz Kochs kiosk og torvet blev indviet i august 2010.
Gabels Torv
Torvet er en central plads, der binder området ved Aalborg ret, Føtex, Salling og det nye FRIIS sammen, og vil med sin grønne beplantning blive et dejligt åndehul midt i Aalborg.
Omdannelsen af den tidligere parkeringsplads til et smukt og åbent torv begyndte tilbage i november 2009 og er sket i sammenhæng med flere af de øvrige anlægsarbejder i Aalborg Midtby herunder Fjordgade nord og syd samt Nytorv.
Kiosken er placeret i den vestlige ende af torvet.


Historien om Fritz Kochs kiosk
Kiosken er tegnet af arkitekt Fritz Koch i 1896. Han fik opgaven af A/S Københavns Telefonkiosker, der blev dannet i 1895 og havde til formål at oprette en række servicekiosker, hvor der både skulle være telefon, avissalg, salg af teaterbilletter m.m.
Fritz Kochs løsning af opgaven vakte stor anerkendelse blandt fagfolk og hos publikum. Han var inspireret af datidens populære Jugendstil, som forener arkitektur og dekorativ kunst, og hvor der samtidtig lægges vægt på gode håndværksmæssige traditioner, hvilket tydeligt ses i hans arbejde.
Fra 1898 blev der rundt omkring i København opsat en halv snes af disse kiosker, men tiden løb fra dem. Der kunne ikke skaffes personale, ligesom der også kom andre indkøbsvaner.
"En omtumlet tilværelse"
Kiosken ejes af KUNSTEN, men er udlånt til Aalborg Kommune.
I 1973 blev kiosken flyttet fra Lille Triangel i København til det daværende Nordjyllands Kunstmuseum (nu KUNSTEN) i Aalborg. Museets daværende direktør L. Rostrup Bøjesen anså kiosken for at være et kunstværk i skulpturel form og af høj kvalitet.
Samtidig så han også kiosken som værende et værdifuldt stykke kulturhistorie, der skulle bevares for eftertiden.
I 1985 blev kiosken demonteret og fjernet fra museets skulpturpark på grund af forfald for så at samle støv på et af Aalborg Kommunes lagre i en årrække.
Indretning
Kiosken er 9½ m høj og dækker et indvendigt areal på ca. 4½ kvadratmeter. Bygningen er sekskantet med et trekantet tårn. Den er forsynet med ur, spir og kobbertag samt seks trærelieffer under bueslagene foroven på kioskens facade.
Reliefferne forestiller de tolv stjernetegn (to i hver af bygningens bueslag). Oven over disse ses desuden en række symbolske billeder af skibsfart, industri, dyre- og planteliv og moderne teknik.
Reliefferne er ligeledes tegnet af Fritz Koch.
Restaurering af kiosken
I 2005 besluttede Aalborg Kommune at afsætte midler til istandsættelse af den gamle kiosk og et større restaureringsarbejde tog for alvor fart.
Park & Natur og Entreprenørafdelingen har stået for den praktiske del af restaureringen med stor hjælp af Håndværkerhuset og arkitekt Svend-Aage Jakobsen.
Årene i laden havde tæret en del på på kiosken. Enkelte dele var helt forsvundet og granitsoklen var knækket i mange mindre og større stykker. En stenkonservator/stenhugger har været behjælpelig med rekonstruktionen.
Træværket var, trods sine mange år, i forbløffende god stand.

Håndværkerhuset har stået for restaureringen af de flotte paneler og topstykker med stjernetegn og de andre former for udskæringer samt ur, kobberlygter og spiret.
For de håndværkere, der er tilknyttet Håndværkerhuset, har det været en stor udfordring. Men det er folk, der ligesom de oprindelige håndværkere kan deres kram og har videreført tidligere tiders stolte traditioner.

Gabels Torv
Gabels Torv er opkaldt efter gehejmeråd Christian Carl Gabel, født den 20. juni 1724 og død den 7. november 1800 i Aalborg. Han var opkaldt efter sin onkel, viceadmiral Christian Carl Gabel, der gjorde sig bemærket ved flere sejrrige kampe mod svenskerne i Østersøen under Den Store Nordiske Krig. Carl Christian Gabel gjorde karriere ved hoffet og fik 1769 titel af gehejmeråd.
Spørgsmål og kommentarer
Har du spørgsmål eller kommentarer til Gabels Torv eller Fritz Kochs kiosk, er du meget velkommen til at kontakte landskabsarkitekt Else Strøm els-teknik@aalborg.dk eller driftsplanlægger Jan Sønderup Carlsen jac-teknik@aalborg.dk.
Museumsinspektør Aase Bak, KUNSTEN, besvarer gerne spørgsmål vedrørende forhistorien omkring Fritz Kochs kiosk. Aase Bak træffes på tlf. 9982 4103 eller via mail: aba-kultur@aalborg.dk
Senest opdateret den 5. september 2011