Billede af indgangen til Urbans Kælder i Skovdalen
 

Urbans ølkælder ved Skovdalen

I 1860'erne fik ejeren af bryggeriet URBAN, Henrik Stampe Valeur udgravet og etableret to underjordiske ølkældre i den nordlige skråning ved Skovdalen ud mod Kong Christians Alle' og Hobrovej. Formålet med kældrene var at skaffe tilstrækkeligt kolde rum til lagring af undergæret pilsnerøl og lyst øl iforbindelse med en påtænkt udflytning af selve urbans ølbryggeri til den daværende grusgrav ved Skovdalen. Valeur døde i 1880, før flytteplanerne var blevet gennemført.

Fra Ølkælder til flagermusreservat

I Urbans Kælder har der siden etableret sig en mindre vinterbestand af vandflagermus. Park & Natur genindviede den største af de gamle ølkældre i maj 2007 som flagermusreservat, efter at kælderens nuværende vinterbestand var fløjet ud til deres sommerophold i bl.a. hule træer og under broerne ved eksempelvis Øster Å og Lindenborg Å.

Flagermus er fredede og rødlistede

Vandflagermus i vinterdvaleVandflagermus i vinterdvaleVandflagermus er fredede dyr og på vores nationale rødliste i kategorien V eller sårbar. V er en forkortelse af det engelske ord "vulnerable", der betyder sårbar. Vandflagermusen er vor almindeligste flagermusart. Alligevel er den hensynskrævende og sårbar, fordi den simpelthen mangler egnede vinter- og sommeropholdssteder. Urbans kælder er derfor et yndet opholdssted for flagermus.

Aktiv naturbeskyttelse med ny gitterlåge og restaurering af indgangen

Med en ny gitterlåge og med murrestaurering af kælderens indgang er flagermusenes vinterdvale sikret for fremtiden. Med sikringen af hhv. Urbans Kælder og minengangen ved Nordens Kridtgrav, lever Park & Natur i høj grad op til sin forpligtigelse som forvalter og administrator af disse vigtige flagermuskvarterer.

Specialkonstrurerede flagermushylder til vinterdvalen

I Urbans Kælder har vi som et forsøg ophængt helt nyudviklede vinterdvalehylder i elmetræ med mange vinkler, specielt konstrureret til flagermus. Det bliver utroligt spændende i de kommende år at følge flagermusenes udvikling og om hylderne har nogen effekt.

Besøg i ølkælderen med naturvejleder og offentlige arrangementer

Kælderens indgang vil være åben for offentligheden til og med den aflåste gitterlåge. Fra oktober til marts kan der gennem gitterlågen observeres vandflagermus i vinterdvale i den første del af kælderen.

Efter nærmere aftale med Beredskabscenter Aalborg og Park & Natur vil der i fremtiden blive mulighed for at mindre grupper kan få arrangeret stemningsfyldte guidede ture i dagtimerne indenfor i selve Urbans Kælder. Ligeledes vil der i Park & Naturs offentlige turprogram blive arrangeret guidede ture til stedet aften og week-end.

Spørgsmål og kommentarer

Har du spørgsmål og kommentarer til ovennævnte, er du velkommen til at kontakte naturvejleder Esben Buch esb-teknik@aalborg.dk 

 
Senest opdateret den 27. maj 2009
 

Emneregister

Kontakt

Park & Natur
Stigsborg Brygge 5
9400 Nørresundby
Tlf. 9931 2257
park.natur@aalborg.dk
Vis kort Find vej