Kontanthjælp
Du kan søge kontanthjælp, hvis du har mistet dit forsørgelsesgrundlag på grund af ledighed, sygdom eller separation/skilsmisse, og ikke kan skaffe det fornødne til din egen eller din families forsørgelse. Det er en betingelse, at dit forsørgelsesbehov ikke kan dækkes efter anden lovgivning - fx SU eller efterløn.
Hvis du er under uddannelse, kan du ikke få kontanthjælp. Der er særlige regler for uddannelsessøgende.
Du må ikke have indtægter eller formue, der kan dække dit behov for forsørgelse. Ægtefæller har pligt til at forsørge hinanden, hvorfor din eventuelles ægtefælles indtægter og formue også har betydning for din ret til kontanthjælp/starthjælp.
Hvis du kun har ledighed som problem, skal du være aktivt jobsøgende, og du vil blive tilmeldt Jobcentret som ledig, når du søger kontanthjælp. Du vil blive henvist til aktivering.
Hvor skal jeg henvende mig
Alle nyhenvendelser om kontanthjælp sker som hovedregel ved personlig henvendelse ved Jobcenter Aalborg, Jobbutikken, Job- og Virksomhedscentret, Vestre Havnepromenade 15, 9000 Aalborg i den daglige ekspeditionstid mellem kl. 9.00 - 14.00, dog torsdag til kl. 16.00.
Vær opmærksom på, at du tidligst vil være berettiget til kontanthjælp fra den dato, du har henvendt dig og søgt om det.
I Jobbutikken får du udleveret ansøgningsskema til kontanthjælp, og du bliver henvist til aktivering. Hvis du kun har ledighed som problem, bliver du tilmeldt Jobcentret som ledig, og du får nærmere information om indlæggelse af CV på Jobnet.
Du vil desuden få information om, hvilken dokumentation, der skal vedlægges din ansøgning om kontanthjælp, og du får nærmere oplysninger om behandling af din ansøgning.
Du har også mulighed for at udskrive et ansøgningsskema, se ansøgningsguiden. Ansøgningsskemaet skal dog afleveres personligt i Jobbutikken, Job- og Virksomhedscentret, Vestre Havnepromenade 15, 9000 Aalborg i åbningstiden (se ovenfor). Du vil dog fortsat tidligst være berettiget til kontanthjælp fra det tidspunkt, hvor du har henvendt dig personligt i Jobbutikken, og fået stemplet dit ansøgningsskema med dato for modtagelse.
Udbetalingen
Kontanthjælp er månedsvis bagudbetalt sidste bankdag i måneden
Hvis du er uddannelsessøgende, er der særlige regler
Som udgangspunkt kan uddannelsessøgende ikke få kontanthjælp i ferieperioder.
Du er uddannelsessøgende, når du:
- Var studerende før ferien og fortsætter dit studium efter ferien
- Var studerende før ferien på en adgangsgivende uddannelse (fx. en ungdomsuddannelse) og søger om optagelse på en videregående uddannelse med start efter ferien. Dette gælder også selv om du endnu ikke har fået besked om, at du er optaget på den videregående uddannelse
- Har afsluttet en grunduddannelse (fx handelsskole eller teknisk skole) og har en læreplads
- Har afsluttet en grunduddannelse (fx handelsskole eller teknisk skole) og har mulighed for at kunne begynde på en skolepraktik indenfor ca. 2 måneder, såfremt det ikke lykkes dig at finde en læreplads forinden*
- Har afsluttet en grunduddannelse (fx handelsskole eller teknisk skole) uden læreplads og uden mulighed for skolepraktik. Uddannelsesforløbet anses først at være afsluttet, såfremt det ikke indenfor 2 måneder lykkes dig at finde en læreplads.*
- Har orlov fra din uddannelse
- * vær opmærksom på, at du i visse situationer kan få udbetalt SU en ekstra måned i disse situationer – du skal kontakte studievejledningen på din uddannelse og undersøge dette nærmere.
Undtagelser
- Modtager du kontanthjælp og søger optagelse på en uddannelse, vil du kunne fortsætte med kontanthjælp indtil opstart på uddannelse. Du skal dog være opmærksom på, at SU betales forud, mens din kontanthjælp som udgangspunkt udbetales bagud. Denne forskel betyder, at du ikke vil være berettiget til udbetalingen af kontanthjælp måneden før opstart på din uddannelse.
o Et eksempel. Du påbegynder uddannelse den 1. september. Du vil ikke få
udbetalt kontanthjælp pr. 31. august for august måned, da du samtidig får
udbetalt SU for september måned. Den sidste kontanthjælp vil derfor blive
udbetalt pr. 31. juli.
- Hvis du sidst i juli får afslag på at blive optaget på en uddannelsesinstitution, kan du være berettiget til kontanthjælp fra den dato, hvor du modtager afslaget. Vær opmærksom på hurtigst muligt at søge kontanthjælp, idet denne tidligst bevilges med virkning fra din ansøgningsdato.
- Har du afsluttet en uddannelse uden planer om at fortsætte uddannelse, kan du være berettiget til kontanthjælp fra det tidspunkt, hvor din SU ophører.
Såfremt du har færdiggjort din uddannelse, og ikke har fået et arbejde, kan du søge arbejdsløshedsunderstøttelse. Der kan være mulighed for økonomisk støtte i perioden indtil første udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge. Kommunen vil dog vurdere, om hjælpen skal tilbagebetales. Du vil også kunne forvente et tilbud efter beskæftigelsesindsatsloven.
Særlig støtte
Du har samtidig mulighed for at få en særlig støtte, hvis du har ekstraordinært høje boligudgifter.
Arbejde for kontanthjælpen
Når du er berettiget til kontanthjælp og søger om det, skal du være opmærksom på, at du vil blive aktiveret med tilbud efter beskæftigelsesindsatsloven.
Hjælp i særlige tilfælde
Du kan i særlige tilfælde få hjælp til visse uforudsigelige udgifter, når der er lavet en nøjere vurdering af din økonomiske situation.
Pligt til at oplyse om ændringer i sine forhold
Når du modtager kontanthjælp, har du pligt til selv at give oplysninger om ændringer i dine forhold, såvel økonomiske som private.
Partshøring
Se reglerne for partshøring
Klagevejledning
Se hvordan du klager
Senest opdateret den 24. januar 2012