Socialt bedrageri
Her kan du læse om, hvordan du kan videregive information om socialt bedrageri til Kontrolteamet, hvem Kontrolteamet er og Aalborg Kommunes holdning til socialt bedrageri.
Anmeldelse af formodet socialt bedrageri: Sådan gør du
Såfremt du ønsker at anmelde, hvad du formoder er socialt bedrageri, er der følgende forhold, du skal være klar over:
Anonymitet contra ikke anonymitet
Du skal gøre op med dig selv, om du ønsker at lægge navn til din anmeldelse, eller om du ønsker at anmelde anonymt. Din anmeldelse vil under alle omstændigheder blive en akt i en personsag, og derved omfattet af samme persons ret til aktindsigt.
Hvis du lægger navn til anmeldelsen, vil den anmeldte således blive bekendt med din identitet ved anmodning om aktindsigt. Det er ikke muligt at oplyse sig navn, anmelde en borger, og derefter ønske anonymitet.
Kontrolteamets medarbejdere har notatpligt. Derfor er dit navn noteret.
Hvis du gerne vil undgå, at den anmeldte bliver bekendt med din identitet, kan du søge om at få din identitet undtaget for aktindsigt. Der skal være særlige forhold gældende for, at der kan træffes afgørelse herom. Og det er i den forbindelse yderst vigtigt, at du er opmærksom på, at den anmeldte kan anke denne afgørelse.
Hvordan rent praktisk:
I Aalborg Kommune kan anmeldelser ske på følgende måder:
Telefonisk. Du ringer til en medarbejder og videregiver dine oplysninger. Husk fra start at oplyse, om du vil være anonym. Hvis denne metode benyttes, har kontrolmedarbejderen mulighed for at stille uddybende spørgsmål, der gavner den videre sagsbehandling.
Hvis anonymitet er ønsket, skal du dog være opmærksom på, hvad du siger, og hvordan du formulerer det. Fx er det ikke så smart at sige, det drejer sig om ens nabo… Telefonnumrene til kontrolteamets medarbejdere, finder du længere nede på denne side og ude i højre side.
Skriftligt. Du noterer din anmeldelse ned og sender den med brev. Husk, hvis anonymitet er ønsket, skal du ikke skrive afsender. Ved denne form for anmeldelse er det vigtigt, at du noterer så mange oplysninger som muligt. Det kan være svært for kontrolmedarbejderen at vide, hvad det drejer sig om, hvis der fx kun står: "Tjek adresse".
Pr. mail. Du sender en mail til Aalborg Kommunes interne postkasse. Den tjekkes dagligt, og anmeldelser sendes automatisk videre til en kontrolmedarbejder. Du kan også maile direkte til en kontrolmedarbejder. Hvis du ønsker denne metode skal du igen være opmærksom på muligheden for anonymitet. Du kan eventuelt oprette en mailadresse til formålet og nedlægge den igen umiddelbart efter, at du har sendt mailen.
Aktindsigt
Som tidligere nævnt har den anmeldte ret til aktindsigt i egen personsag. Anmeldelsen er omfattet af denne aktindsigt.
Andre end parten har ikke ret til aktindsigt, med mindre parten giver sit samtykke hertil. Man kan således ikke som anmelder forvente, at man kan få oplysninger på en sag. Ej heller vil man i forbindelse med sin anmeldelse kunne spørge ind til anmeldtes forhold.
Kontrolteamet: Hvem er vi, og hvad laver vi?
Kontrolteamet består af 6 ansatte. De undersøger, om udbetalingen af sociale ydelser sker på et korrekt grundlag.
Mange af de sager, Kontrolteamet undersøger, handler om, hvorvidt borgeren reelt er enlig. Det vil sige, om disse borgere har ret til ydelser som enlig. Derudover undersøges også mange anmeldelser om dobbeltforsørgelse. Det vil sige sort arbejde samtidig med, at man modtager en form for forsørgelsesydelse fra det offentlige.
Ud over disse to kategorier, er der mange andre områder, som undersøges.
De 6 medarbejdere er:
- Inger Poulstrup, teamleder 9931 7374
- Charlotte Liltorp, sagsbehandler 9931 7335
- Conni Nielsen, sagsbehandler 9931 7378
- Dorte Hansen, sagsbehandler 9931 7379
- Lars Uldahl, sagsbehandler 9931 7388
- Lasse Kragh, sagsbehandler 9931 7377
Udgangspunktet for Kontrolteamets sagsbehandling er mindst mulig indgriben i borgerens liv. Men det er selvfølgelig nødvendigt, at en sag er ordentligt belyst, for at kommunen kan træffe den korrekte afgørelse.
Aalborg Kommunes holdning til socialt bedrageri
Sådan skriver rådmand Mai-Britt Iversen og direktør Preben Buchholt om kommunens holdning til socialt bedrageri:
"Borgerne skal have de ydelser, de har krav på efter lovgivningen. Det er omvendt vigtigt at hindre, at nogle borgere misbruger sociale ydelser. Det tager penge fra andre, der har et større behov.
Derfor har alle borgere i Aalborg Kommune en fælles interesse i og forpligtelse til at være opmærksom på, om borgere får sociale ydelser, de ikke er berettiget til. Og at gøre noget ved det, hvis mistanken melder sig.
Byrådet har en målsætning om at realisere en årlig bruttobesparelse på 12 mio. kr. ved at sætte ind over for socialt bedrageri. Det ser ud til at være et realistisk niveau. Dertil kommer indsatsens præventive effekt."
Senest opdateret den 26. oktober 2011