Sammensætningen af din pension
Den 1. januar 2003 blev der indført nye regler for
førtidspension. Begyndte kommunen at behandle din
førtidspensionssag før denne dato, er du omfattet af de gamle
regler.
Som førtidspensionist modtager du enten højeste
førtidspension, mellemste førtidspension, forhøjet almindelig
førtidspension eller almindelig førtidspension:
- højeste førtidspension består af grundbeløb, pensionstillæg,
invaliditetsbeløb og erhvervsudygtighedsbeløb
- mellemste førtidspension består af grundbeløb, pensionstillæg
og invaliditetsbeløb
- forhøjet almindelig førtidspension består af grundbeløb,
pensionstillæg, førtidsbeløb og ekstra tillægsydelse
- almindelig førtidspension består af grundbeløb, pensionstillæg
og ekstra tillægsydelse.
Du kan søge om forskellige tilskud til fx varme, tandpleje,
medicin og fodpleje.
Personligt tillæg
Helbredstillæg
Varmetillæg
Generelle betingelser for pension
Din førtidspensions størrelse - grundsatser
Førtidspensionens grundbeløb er 68.556 kr. om året (2012). Hvis
du er enlig, er dit pensionstillæg 71.196 kr. årligt (2012).
Er du gift eller har en samlever, er pensionstillægget 34.416
kr. årligt (2012).
Erhvervsudygtighedsbeløbet er 46.008 kr. årligt (2012).
Invaliditetsbeløbet er 33.336 kr. årligt (2012).
Førtidsbeløbet er 17.436 kr. årligt (2012).
Den ekstra tillægsydelse er 15.900 kr. årligt (2012), hvis
du modtager forhøjet almindelig førtidspension. Modtager du
almindelig førtidspension, er den ekstra tillægsydelse 33.336 kr.
årligt (2012).
Nedsættelse af din førtidspension
Din førtidspension bliver beregnet ud fra din overordnede
økonomiske situation. Det har derfor betydning for din
førtidspensions grundbeløb og pensionstillæg, hvor mange indtægter
du og din eventuelle ægtefælle eller samlever har ved siden af din
pension.
De supplerende indtægter, som kan få betydning for dit
grundbeløb og dit pensionstillæg, er:
- indtægt ved personligt arbejde - løn, honorar mv.
- udbetalinger fra arbejdsmarkedspensioner og individuelle
pensioner, fx ratepension
- underholdsbidrag og andre løbende ydelser, fx erstatninger
- anden indkomst ud over førtidspensionen, du skal betale skat
af
- aktieindkomst
- positiv kapitalindkomst
Grundbeløb
Grundbeløb er 68.556 kr. om året (2012). Du får hele beløbet
udbetalt, hvis du kun har mindre eller slet ingen supplerende
indtægter.
Grundbeløbet bliver reguleret, hvis du er gift og har
supplerende indtægter på mere end 197.600 kr. om året (2012). Er du
ikke gift, men enlig eller samlevende, bliver grundbeløbet
reguleret, hvis du har supplerende indtægter på mere end 291.200
kr. om året (2012). Dit grundbeløb bliver sat 60 kr. ned, for hver
100 kr. dine supplerende indtægter overstiger 197.600 kr. årligt
(2012) for gifte og 291.200 kr. årligt (2012) for andre.
Pensionstillæg
Pensionstillægget bliver ligesom grundbeløbet sat ned, hvis du
har supplerende indtægter over en vis størrelse ved siden af
pensionen. Pensionstillæggets størrelse kan påvirkes af både din
egen indtægt og din eventuelle ægtefælles eller samlevers
indtægt.
Er du enlig eller samlevende?
Din pensionens størrelse er afhængig af, om du er enlig eller
ej. Pensionstillæg til en enlig pensionist er større end til en
pensionist, der er gift eller samlevende. Du kan kun få satsen for
pensionstillæg til enlige, hvis du er ’reelt enlig’. Kommunen ser
blandt andet på din og din partners folkeregisteradresser, hvor
ofte din partner overnatter hos dig, og om han eller hun bidrager
til din økonomi. Kontakt kommunen for at høre, hvad det betyder for
din pension, hvis du bliver gift eller skilt, flytter fra din
samlever eller får en ny.
Hvis du er enlig
Hvis du er enlig, kan du have supplerende indtægter på op til
64.300 kr. om året (2012), før det påvirker pensionstillægget.
Pensionstillægget bliver sat 30,9 kr. ned, for hver 100 kr. din
supplerende indtægt overstiger 64.300 kr. om året (2012).
Hvis din partner er pensionist
Er du gift eller samlevende med en pensionist, kan I sammenlagt
have supplerende indtægter op til 128.900 kr. om året (2012), før
det påvirker pensionstillægget.
Er du gift eller samlevende med en pensionist, bliver
pensionstillægget sat 16 kr. ned for hver 100 kr. jeres samlede
supplerende indtægter overstiger 128.900 kr. om året (2012).
Hvis din partner ikke er pensionist
Er din ægtefælle eller samlever ikke pensionist, kan I se bort
fra halvdelen af hans eller hendes indtægt op til 201.100 kr.
om året (2012). Dette fradrag kan derved højst udgøre 100.550 kr.
årligt (2012). Jeres samlede indtægter ud over din pension kan
efter dette fradrag udgøre op til 128.900 kr. om året (2012),
uden at det påvirker pensionstillægget. For hver 100 kr. jeres
samlede indtægter overstiger 128.900 kr. (2012), bliver
pensionstillægget sat 32 kr. ned.
Eksempel:
Du er førtidspensionist på den gamle ordning og gift med en
ikke-pensionist. Din ægtefælle tjener 200.000 om
året.
- Grundbeløb:
Dit grundbeløb udregnes på grundlag af dine supplerende indtægter
ud over pensionen. Har du ingen supplerende indtægter ud over
pensionen, modtager du det fulde grundbeløb på 68.556 kr. årligt
(2012).
- Pensionstillæg:
Dit pensionstillæg udregnes på grundlag af jeres samlede indtægt,
men der ses bort fra halvdelen af din af din ægtefælles
indtægt, dog højst halvdelen af 201.100 kr. (2012). Hvis din
ægtefælles indtægt er 200.000 kr., bliver der således fratrukket
halvdelen af 200 .000 kr., dvs. 100.000 kr. (2012), ved beregningen
af dit pensionstillæg. Din ægtefælles indtægter indgår således i
beregningen med: 200.000 kr. fratrukket 100.000 kr. lig med
100.000 kr. (2012). Hvis jeres samlede indtægter ud over
førtidspensionen er under 128.900 kr. årligt (2012), kan du modtage
hele pensionstillægget på 34.416 kr. årligt (2012).
Arbejde og førtidspension
Du må gerne arbejde, når du får førtidspension på gammel
ordning.
Kommunen skal vurdere om din pension skal ’gøres hvilende’, hvis
der er en formodning om, at du vedvarende kan tjene mere end ca.
137.112 kr. om året (2012). At pensionen bliver gjort hvilende
betyder, at udbetalingen af din pension stopper i de perioder, hvor
du arbejder.
Du kan godt tjene mere end 137.112 kr. om året (2012), uden at
kommunen gør din pension hvilende. Kommunen skal se helt konkret på
din situation, på grunden til at du får førtidspension og på,
hvilken slags arbejde du har.
Du kan kontakte kommunen og få genoptaget udbetalingen af din
førtidspension, hvis din pension er gjort hvilende, og du ikke
længere vil arbejde, eller hvis du mener, du fremover vil tjene
mindre end hidtil.
Du modtager automatisk invaliditetsydelse, hvis du får gjort din
pension hvilende. Invaliditetsydelse er 33.552 kr. årligt
(2012).
Kommunen kan ikke gøre din pension hvilende, hvis du er over 60
år.
Du kan ikke få frakendt din førtidspension
Du kan ikke få frakendt din førtidspension. Heller ikke, hvis du
arbejder.
Skat og førtidspension
Du skal betale skat af førtidspensions grundbeløb,
pensionstillæg og erhvervsudygtighedsbeløb. De andre dele af
førtidspensionen er skattefrie.
Skat
af pension
ATP Livslang Pension
Du har mulighed for frivilligt at indbetale til ATP Livslang
Pension. Det sikrer dig en ekstra indtægt, når du går på
folkepension.
ATP Livslang Pension
Supplerende arbejdsmarkedspension
Du har mulighed for at indbetale til den Supplerende
arbejdsmarkedspension, hvis du er førtidspensionist. Den ekstra
pensionsopsparing giver dig mere at leve af, når du går på
folkepension.
Supplerende arbejdsmarkedspension
Folkepension
Hvis du får førtidspension, ændres din førtidspension automatisk
til folkepension, når du når folkepensionsalderen. Du
beholder som udgangspunkt ikke dine tillæg, og kommunen skal
derfor vejlede dig grundigt om din fremtidige økonomiske situation.
Kommunen skal bl.a. vurdere, om du har behov for anden hjælp, fx
hjælpemidler, hjemmehjælp osv.
Der er dog enkelte situationer, hvor du har ret til at
bevare dine tillæg som folkepensionist:
- du beholder bistands- eller plejetillæg, hvis du har modtaget
tillæggene som førtidspensionist op til overgangen til
folkepension
- du beholder førtidsbeløb, invaliditetsbeløb og
erhvervsudygtighedsbeløb, til du er 67 år, hvis du har modtaget
tillæggene, lige før du fylder 65 år, og du har fået tilkendt
førtidspension eller invaliditetsydelse før den 1. januar 2002. Du
kan altså beholde tillægget i to år som folkepensionist.
Folkepension
Din førtidspension efter din død - efterlevelsespension
Udbetalingen af din førtidspension fortsætter i op til tre
måneder efter din død, hvis din ægtefælle eller samlever selv
modtager enten førtidspension eller folkepension. Det kaldes også
efterlevelsespension.
Din ægtefælle eller samlever kan kun få efterlevelsespension,
hvis I lever sammen inden din død.
Din partner kan ikke få efterlevelsespension, hvis din
førtidspension er reguleret ned til nul inden din død på grund af
jeres indtægtsforhold.
Efterlevelsespension omfatter også et eventuelt bistands- eller
plejetillæg.
Sådan søger du om førtidspension
Du kan ikke længere ansøge om førtidspension efter gammel
ordning. Får du førtidspension eller invaliditetsydelse efter
gammel ordning, kan du søge kommunen om at ændre ydelsen til en
anden type pension inden for den gamle ordning.
Klagemuligheder
Du kan klage til Det Sociale Nævn, hvis du er uenig i kommunens
afgørelser om din førtidspension.