Tilsyn med kvaliteten
Der skal én gang om året foretages et uanmeldt tilsyn pr. plejehjem. Hvis der er afvigelser i forhold til punktplanen for kommunalt tilsyn (se nedenfor), skal der udarbejdes skriftlig afrapportering.
Overordnet skal tilsynet fungere som kontrol af, om det enkelte plejehjem udfører forsvarligt socialfagligt og omsorgsmæssigt arbejde inden for sin målgruppe og efterlever lovregler og administrativt fastsatte retningslinjer og serviceniveau.
Tilsynet er ikke blot en kontrol, men er dialogbaseret i forhold til ledelse og medarbejdere for at sikre og fremme socialfaglig kvalitet på det enkelte tilbud. Der fokuseres på at gode standarder af ydelser og opgaveløsninger fastholdes og udvikles.
Tilsynet påser, om de generelle kvalitetsstandarder overholdes - herunder det politisk fastsatte serviceniveau. Plejehjemmene er omfattet af Tilbudsportalen, og det tilses om oplysningerne på Tilbudsportalen er i overensstemmelse med de faktiske forhold.
Punktplan for tilsyn
Tilsynet skal fokusere på følgende hovedpunkter:
- Beboernes forhold
o Sammensætningen af beboergruppen
o Selvbestemmelse/medindflydelse/medinddragelse
o Inddragelse af / samarbejdet med pårørende
o Får beboerne den hjælp og støtte de er berettiget til, efter de foreliggende handleplaner, bevillinger m.v.
- De fysiske rammer
o Tilgodeser de fysiske rammer målgruppens behov
o Stemning, miljø og atmosfære
- Medarbejderforhold
o Matcher den samlede medarbejdergruppes faglige forudsætninger opgaveløsningen
o Mulighederne for faglig udvikling
o Generel trivsel
- Socialpædagogiske og omsorgsmæssige forhold
o Metodevalg i forhold til målgruppen – og omsætningen i praksis
o Målsætninger
o Faglig udvikling
o Omgangstone og etik
- Skriftlig dokumentation
o Lever den skriftlige dokumentation op til regler og retningslinjer på området
o Er den skriftlige dokumentation retningsgivende for indsatsen
- Magtanvendelse
o Kendskab til og efterlevelse af regler på området – herunder indberetningspraksis
- Særlige lokale forhold
Tilsynet skal indeholde besigtigelse af tilbuddet og samtaler med ledelse, medarbejdere, beboere og – om muligt – pårørende. Samtaler med beboerne og pårørende skal ske med udgangspunkt i den enkeltes forhold.
Besigtigelse af beboernes boliger / værelser skal aftales individuelt med beboerne og være frivilligt for den enkelte. Særlige forhold på det enkelte tilbud kan føre til anden fremgangsmåde.
Tilsynet omfatter ikke forhold, der er undergivet tilsyn fra andre offentlige myndigheder, f.eks. embedslægen, Arbejdstilsynet og fødevaremyndighederne.
Senest opdateret den 24. oktober 2011