Tabt arbejdsfortjeneste
Tabt arbejdsfortjeneste kan gives til forældre, der i hjemmet forsørger børn og unge op til 18 år, der har en betydelig og varigt nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne eller en indgribende kronisk eller langvarig lidelse.
Ydelsen er betinget af
- At det er en nødvendig følge af handicappet, at barnet passes i hjemmet
- At det er mest hensigtsmæssigt, at det er mor eller far, der passer det
- At der er et indtægtstab ved at passe barnet eller den unge i hjemmet. Indtægtstabet kan være enten som lønmodtager eller som selvstændig erhvervsdrivende.
Der vil dog kunne ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, selvom ansøgeren på ansøgningstidspunktet endnu ikke har opnået tilknytning til arbejdsmarkedet og dermed ikke har et indtægtstab.
Personkredsen omfatter begge forældre, selvom I ikke bor sammen, og den ene part ikke har del i forældremyndigheden. Det betyder, at den af jer, der ikke har del i forældremyndigheden, også kan få kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.
Fra få timer til fuld tid
Der kan ydes tabt arbejdsfortjeneste
- Fra få timer til fuld tid
- til enkeltstående situationer, som for eksempel til behandling, samtaler, kurser, indkøring i forbindelse med skolestart
- Til en periode, hvor barnet/den unge ikke kan komme i daginstitution eller skole.Det kan dreje sig om børn, der ikke har et pasnings- eller skoletilbud, eller som på forskellig vis har brug for en del bistand/opmærksomhed i hjemmet.
Eksempler
Nedenfor er der en række eksempler på børns funktionsniveau, hvor det kan være relevant for forældre at få dækning af tabt arbejdsfor-tjeneste:
- Børn og unge med et stort behov for pleje og overvågning, fordi de er fysisk svage eller ofte får sygdomsanfald
- Børn og unge med et stort behov for tilsyn, fordi de ikke kan overskue konsekvenserne af deres handlinger og derfor risikerer at komme til skade eller skade andre
- Børn og unge, der sover meget uroligt eller lidt, så forældrene ofte skal tilse dem om natten
- Børn og unge, som skal deltage i mange behandlinger og undersøgelser
- Børn og unge, hvis sygdom varierer meget i forhold til kræfter, smerter og anfald, og det derfor må vurderes fra dag til dag, om barnet kan være i dagtilbud eller skole
- Børn og unge, som på grund af nedsat immunforsvar eller stor sygdomsrisiko ikke kan være i dagtilbud eller skole
Det er muligt at få dækning for tabt arbejdsfortjeneste, selv om barnet/den unge er i dagtilbud/skole hver dag: Det kan for eksempel være fordi det er nødvendigt at være omkring barnet/den unge hele tiden, når det er hjemme.
I kan dele en dækning for tabt arbejdsfortjeneste, eller I kan i særlige tilfælde begge få det. For eksempel ved en alvorlig sygehusindlæggelse eller lægelig samtale hvor I begge bør være til stede.
Beregning
Tabt arbejdsfortjeneste bevilges som erstatning pr. arbejdstime. Udgangspunktet ved hjælpens udmåling er, at I som familie skal have det samme beløb til rådighed til at leve af som tidligere.
Ydelsen fastsættes på baggrund af den tidligere bruttoindtægt, og der skal betales skat, arbejdsmarkedsbidrag, ATP-bidrag og SP-bidrag af ydelsen.
Ansøgningsprocedure
Hvis du ønsker dækning af tabt arbejdsfortjeneste, skal du udfylde et ansøgningsskema. Du kan få hjælp af familiens rådgiver til at udfylde ansøgningen, hvis du har brug for det.
Ansøgningsskemaet kan du få tilsendt ved at ringe til Specialcentret for Børn & Unge på telefon 9931 2755.
Du kan også finde ansøgningsskemaet nedenfor.
Ansøgningsskema
Du skal udskrive og udfylde det og sende det til:
Specialcentret for Børn & Unge
John F. Kennedys Plads 1 E
Postboks 620
9000 Aalborg
I forbindelse med ansøgningsskemaet bedes du give tilladelse til, at rådgiveren kan indhente relevante oplysninger fra for eksempel læge med henblik på behandlingen af sagen.
Bevilling af tabt arbejdsfortjeneste vurderes ud fra jeres helhedssituation. Det vil sige, at der både tages udgangspunkt i:
- Barnets funktion og behov.
- Hvordan barnet fungerer i hjemmet, daginstitution, skole m.v.
- Familien som helhed. For eksempel jeres arbejdstider, jeres netværk eller om der er søskende, som har behov for at være alene med jer.
Det overvejes også, om der kan gives andre tilbud end tabt arbejdsfortjeneste. For eksempel i form af praktisk hjælp i hjemmet, så I kan bruge tiden på samvær med barnet/børnene, eller om praktisk bistand kan være et supplement til ydelsen.
Hvis barnet/den unge jævnligt skal til kontroller og lignende, kan det være relevant at få en aftale med kommunen om dækning til disse kontroller, uden at der skal søges hver gang.
Rådgiveren træffer beslutning om eventuel bevilling på baggrund af skemaet og eventuelt uddybende materiale, og der sendes en skriftlig afgørelse.
Beregning af ydelsen foretages og ydelsen indsættes på NemKonto.
Opfølgning
Bevilling af tabt arbejdsfortjeneste revurderes efter behov, men mindst én gang om året.
I forbindelse med opfølgning på en fuldtidskompensation er det relevant at overveje din tilknytning til arbejdsmarkedet.
Afvikling
Dækning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, når den unge fylder 18 år, og I som forældre ikke længere har forsørgelsespligt.
Hvis der ikke på forhånd er aftalt en bestemt periode for hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, udbetales tilskuddet i tre måneder efter udgangen af den måned, hvor betingelserne for at modtage tilskuddet er bortfaldet.
Det gælder dog ikke, hvis du ønsker, at afviklingsperioden skal være kortere.
Hvis der kommer arbejdsindtægt i afviklingsperioden, ophører udbetalingen af tabt arbejdsfortjeneste i det omfang, arbejdsindtægten modsvarer den tabte arbejdsfortjeneste.
Sagsbehandlingsfrist
Der er fastsat en sagsbehandlingsfrist på højst 8 uger for, hvornår afgørelse om bevilling af tabt arbejdsfortjeneste skal være truffet. Hvis fristen ikke overholdes, skal ansøgeren have skriftlig besked om, hvornår en afgørelse kan forventes.
Bemærkninger
Det kan være en god idé at kontakte din a-kasse og få skriftlig orientering og dokumentation for, hvordan du er stillet.
Hvis du er helt væk fra dit arbejde i længere tid, bør det også aftales, hvordan det sikres, at dine kvalifikationer ikke forringes, mens du er væk fra arbejdsmarkedet. Der skal måske også tages højde for, at du ikke kan vende tilbage til det samme arbejde, for eksempel på grund af arbejdstiderne eller arbejdets belastning.
For nogle kan det efterfølgende være nødvendigt med revalidering på grund af deres manglende tilknytning til arbejdsmarkedet.
Formålet
Formålet med denne ydelse er:
- At tilgodese, at familier med børn med nedsat funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse kan leve så normalt som muligt, selv om barnet har særlige behov, der kan medføre tabt arbejdsfortjeneste, når barnet forsørges i hjemmet
- At barnet kan forblive i hjemmet for derigennem at undgå anbringelse og hindre at lidelsen/handicappet forværres
Lovgrundlag
Lov om Social Service § 42.
Senest opdateret den 21. september 2010