Økonomisk hjælp
Hvis I er forældre til et barn eller en ung med handicap kan I få økonomisk hjælp, hvis udgifterne er en direkte følge af handicappet. Det er Specialcentret for Børn og Unge, der vejleder og træffer beslutninger vedrørende hjælpemidler, forbrugsgoder, bil og bolig til børn og unge med handicap.
Merudgifter
I kan få dækket de nødvendige merudgifter, der er en direkte følge af handicappet. Det betyder, at I selv skal betale almindelige udgifter på linje med andre familier. Hertil kommer dækning af merudgifter til for eksempel medicin, særlig beklædning, ekstra tøjvask eller ekstra udgifter forbundet med transport. I kan eventuelt også få dækket merudgifter i forbindelse med overnatning, kost og transport, hvis barnet/den unge er indlagt på hospitalet på grund af sit handicap.
Det er jeres rådgiver, som vurderer hvilke merudgifter, I kan få dækket. Beløbet skal overstige et minimumsbeløb og er hverken skattepligtigt eller indtægtsbestemt.
Tabt arbejdsfortjeneste
Som forældre til et barn/ung med handicap kan I få kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. Det kan være i de tilfælde, hvor det er mest hensigtsmæssigt og en nødvendig følge af handicappet, at en af jer passer barnet/den unge i hjemmet.
Kompensationen kan ydes fra få timer ugentligt i en periode til fuld tid over flere år. Der kan også ydes kompensation for enkelte timer og dage, for eksempel i forbindelse med lægebesøg eller hospitalsophold.
Jeres rådgiver kan vejlede jer om eventuelle andre muligheder og konsekvenserne af at være væk fra arbejdsmarkedet.
Friplads
Hvis jeres barn har en betydelig og varig nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne har det mulighed for at få en handicapfriplads. Det forudsætter, at barnet har ophold i en daginstitution af behandlingsmæssige årsager. Ved en handicapfriplads udgør forældrebetalingen for barnets pasningstilbud kun halvdelen af den normale takst. I kan få mere at vide om handicapfripladser ved at kontakte Specialcentret for Børn & Unge på telefon: 9931 2755 eller ved at sende en mail til specialcentret-bu@aalborg.dk.
Som forældre til et barn med handicap barn har I derudover samme muligheder som andre familier for at få en hel eller delvis økonomisk friplads af økonomiske årsager eller en friplads af sociale og pædagogiske årsager.
Hjælpemidler
Specialcentrets ergoterapeuter kan vejlede om, bevilge og anskaffe hjælpemidler, der vil være en væsentlig lettelse for familier til børn og unge med handicap. Når I henvender jer til Specialcentret om hjælpemidler, vil ergoterapeuten afdække problemerne i fællesskab med jer. Herudfra vurderer ergoterapeuten, om bevilling af et eller flere hjælpemidler kan afhjælpe problemerne. Efter bevilling af hjælpemidlet kan der forekomme op til flere afprøvninger, inden den bedst egnede løsning er fundet.
Forbrugsgoder
I ganske særlige tilfælde kan I få hjælp til at anskaffe jer et forbrugsgode. Et forbrugsgode er i modsætning til et hjælpemiddel ikke fremstillet specielt med henblik på at afhjælpe en nedsat funktionsevne. Det kan for eksempel være husholdningsredskaber, tørretumbler eller opvaskemaskiner.
Det er en forudsætning for bevilling af et forbrugsgode, at det ikke ville have indgået i sædvanligt indbo foruden barnets/den unges funktionsnedsættelse. Der kan kun ydes hjælp til forbrugsgoder, hvis udgiften er over 500,- kr.
Bil
I kan søge om støtte til at købe en bil hvis I på grund af jeres barns/den unges handicap har meget vanskeligt ved at færdes uden bil. Der kan også søges om tilskud til nødvendig indretning af bilen såsom en lift, slisk eller et sæde.
Boligindretning
Som forældre til børn og unge med handicap kan I få hjælp fra Specialcentrets ergoterapeuter til nødvendig indretning af jeres bolig. Der kan være tale om ombygning eller tilbygning af boligen, så den bliver bedre egnet som opholdssted for barnet/den unge. I særlige tilfælde kan et boligskifte være nødvendigt.
Det er vigtigt, at I inddrager ergoterapeuten så hurtigt som muligt, inden I går i gang med at ændre boligen eller anskaffe en anden. Vær opmærksom på, at boligsager kan have en lang sagsbehandlingstid på cirka 1-2 år.
Ledsagelse
Hjemmeboende unge med handicap kan have brug for at deltage i selvvalgte aktiviteter uden for hjemmet uden forældrene. Unge mellem 16 og 18 år med handicap har mulighed for at få 15 timers ledsagelse om måneden. Den unge har mulighed for selv at vælge ledsageren. Den unge kan selv bestemme, hvilke aktiviteter ledsageren skal med til. Det kan for ekempel være koncerter, biografture, vennebesøg eller klubaktiviteter. Den unges udgifter til ledsagerens transport og andre aktiviteter med tilknytning til ledsageordningen kan dækkes med et beløb på op til 734 kr. årligt (2009-sats). Den unge afholder selv udgifter derudover.
Senest opdateret den 21. september 2010