Tosprogede børn i skole
Ved tosprogede børn forstås børn, der har et andet modersmål end dansk, og som først ved kontakt med det omgivende samfund, eventuelt gennem skolens undervisning, lærer dansk. Det overordnede mål med arbejdet med tosprogede børn er integration i skole og samfund med udgangspunkt i det enkelte barns tosprogede og tokulturelle forudsætninger og behov og med mulighed for at udvikle egen personlig og kulturel identitet.
Sprogstimulering af førskolebørn (§ 4a)
Den obligatoriske indsats er et sprogstimuleringstilbud til tosprogede børn i alderen 3 – 6 år. Det overordnede mål med § 4.a er at fremme barnets sproglige kompetence på dansk, så det bliver bedre rustet til at modtage almindelig undervisning ved skolestart. Tilbuddet omfatter således aktiviteter, der er egnet til at stimulere børnenes sprogudvikling.
For tosprogede børn, der ikke er optaget i daginstitution, etableres der særlige sprogstimuleringstilbud (sproggrupper) i 15 timer om ugen. Tosprogede børn, der er optaget i en daginstitution, kan tilbydes særlig støtte, hvis det skønnes, at børnenes sproglige udvikling ikke i tilstrækkelig grad kan fremmes inden for institutionens egne pædagogisk muligheder.
Dansk som andetsprog
Tosprogede elever, der går i normalklasser, undervises i dansk som andetsprog efter en vurdering af den enkelte elevs behov, enten som støtte i klassen, eller på kompetencecentret som undervisning efter skoletid, parallelt med normalklassens undervisning eller i kursusperioder på tværs af klasser.
Modtageklasser
Elever, der ved start i folkeskole ikke har tilstrækkeligt kendskab til dansk til at kunne deltage i den almindelige undervisning, henvises til en basisundervisning i dansk som andetsprog uden for normalklassen. Efter ca. 2 år i modtageklasse udsluses eleverne til normalklasse på distriktsskolen. Eleverne kan efter forældrenes ønske udsluses til normalklasse på modtageklasseskolen.
Tokulturelle klasser
Tosprogede elever med integrationsmæssige behov, som starter skolegang i børnehaveklasse eller 1. klasse, tilstræbes indskolet i tokulturelle klasser. En tokulturel klasse er en normalklasse, hvor en gruppe tosprogede elever med samme modersmål indgår ligeværdigt med den øvrige elevgruppe. En tokulturel klasse tildeles en tosproget lærer, der deltager i en del af undervisningen i klassen.
Modersmålsundervisning
Modersmålsundervisning er betegnelsen for den undervisning, tosprogede elever tilbydes i deres modersmål – det vil sige i det sprog, der tales af en eller begge forældre i hjemmet, og som således er elevens førstesprog. Modersmålsundervisningen tilbydes og tilrettelægges centralt fra PPR og gives til tosprogede elever fra EU- og EØS-lande samt Færøerne og Grønland.
Tosprogede børn i DUS
I forhold til tosprogede børn i DUS arbejdes der efter hovedprincipperne i den tokulturelle integrationsindsats i DUS, hvor børnene så vidt muligt integreres i sproghomogene sammenhænge. Herved bliver det muligt at tilrettelægge indsatsen, så den tager udgangspunkt i det enkelte barn og børnegruppens samlede sproglige og kulturelle kompetencer og hensyn til særlige behov.
Visiteringen af tosprogede børn til integrationsindsats i DUS foregår centralt i PPR. Børn, der visiteres til integrationsindsats i DUS-ordningerne, vil typisk være tosprogede børn, der har brug for særlig støtte både sprogligt, socialt og i forhold til identitetsudvikling, og hvor der er brug for en særlig indsats i forældresamarbejdet.
Integrationsindsatsen etableres på skoler med modtageklasser, tokulturelle klasser og skoler med stor koncentration af tosprogede børn i almindelige klasser.
Senest opdateret den 2. marts 2012