Spildevandsplanlægning i sommerhusområdet Hals - Hou
I nogle af Aalborg Kommunes sommerhusområder er der en høj grundvandstand. Det giver flere steder problemer med at rense spildevandet fra sommerhusene.
I sommerhusområder renses spildevandet typisk i nedsivningsanlæg, men et nedsivningsanlæg fungerer kun optimalt, hvis der er en vis afstand (helst 2,5 m) imellem sivedræn og højeste grundvandspejl. Det er ofte umuligt at opnå denne afstand i sommerhusområder. Derfor giver lovgivningen mulighed for dispensation, så der kun skal være 1 meter mellem sivedræn og højeste grundvandspejl. Desværre har det vist sig, at selv dette lempede krav kan være svært at overholde, og derfor har mange grundejere en ringe spildevandsrensning og problemer med afledning af spildevandet, hvilket medfører uhygiejniske forhold.
Aalborg Kommune har i perioden december 2008 til marts 2009 undersøgt problemets omfang i kommunens største sommerhusområde imellem Hou og Hals. Der foreligger nu en omfattende rapport, som redegør for grundvandsforholdene og de tekniske og økonomiske konsekvenser for grundejere og for Kloakforsyningen ved en kloakering af sommerhusområdet.
Du kan læse mere om undersøgelsesrapporten og om det videre forløb via links nedenfor.
Senest opdateret den 7. juli 2011