Borger
 
Erhverv
 
Politik og demokrati
 
Presse
 
Job og karriere
 
Om kommunen
 
Billede af olietank
Forside Brødkrumme seperatorBorger Brødkrumme seperatorMiljø Brødkrumme seperatorOlietanke
 

Olietanke

Skal du etablere en olietank i forbindelse med nybyggeri, udskifte den gamle med en ny tank eller sløjfe den eksisterende olietank, fordi du går over til en anden varmeforsyning, så skal det anmeldes skriftligt til Aalborg Kommune.

Etablerer du en ny olietank eller skifter du den gamle ud med en ny, kan du nederst på siden hente skema til etablering eller udskiftning af olietank, udfylde det og sende det til Aalborg Kommune.

Er der tale om helt at sløjfe en olietank på ejendommen, kan du benytte skema til sløjfning af olietank.

Skal du skifte din gamle tank ud med en ny, skal du være opmærksom på, at rørsystemet også skal være typegodkendt.

Sløjfer du en nedgravet olietank anbefaler Aalborg Kommune, at du graver den op. Er der en jordforurening under eller omkring tank og forsyningsrør, så dækker ansvarsforsikringen for villaolietanke kun, hvis fyringsanlægget har været i brug eller kunne have været i brug umiddelbart før konstateringen af forureningen.

Ulovlige olietanke

Vær opmærksom på at en række olietanke under 6000 liter blev ulovlige den 31. august 2008. Det drejer sig primært om overjordiske ståltanke, der er mere end 30 år gamle eller hvis fabrikationsår ikke kendes. Det drejer sig f.eks. om:

  • Overjordiske olietanke af stål (både inden- og udendørs)
  • Olietanke, der var mere end 30 år gamle den 31. august 2008
  • Olietanke, hvor fabrikationsåret ikke kan fastlægges
  • Nedgravede olietanke
  • Olietanke uden typegodkendelsesnummer eller hvor fabrikationsåret ikke kan fastlægges.

Oversigten dækker hovedparten af de olietanke, der skal udskiftes. Hvis du vil have en mere udførlig oversigt så kig på Miljøministeriets hjemmeside.

Kugleformede olietanke af fabrikat AJVA-PLAST A/S har længe været ulovlige ligesom olietanke fra før 1970 er ulovlige.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din olietank er lovlig, kan du kontakte din oliefyrs-tekniker eller VVS installatør. Du er også velkommen til at kontakte Aalborg Kommune, Teknik- og Miljøforvaltningen.

Tankens alder

Alderen kan f.eks. bestemmes, hvis der findes en tank-attest eller der er et skilt på tanken. På overjordiske tanke er det ikke sikkert, der er skilt, da det ikke altid har været et lovkrav. Alle underjordiske tanke fra efter 1970 og overjordiske tanke fra efter 1980 har et skilt med oplysninger om fabrikat, type, fabrikationsår m.m., og på den måde kan man se, om tanken er omfattet af lovkravet om udskiftning inden 31. august 2008.

Tjek BBR oplysningerne

Kontroller at olietanke (type og alder) og opvarmningsform er korrekt anført for din bolig i BBR. Hvis oplysningerne er forkerte eller mangelfulde, indsendes de korrekte oplysninger til Aalborg Kommune.

Forsikring

For villaolietanke er det lovpligtigt at have tegnet en ansvarsforsikring. Det har du automatisk, hvis du får leveret olie fra et af de olieselskaber i Danmark, som er medlem af oliebranchens Fællesrepræsentation. Se også nærmere om forsikringsspørgsmål på Topdanmarks hjemmeside. I boksen "Læs Også" kan du finde links til disse sider.

Jordforurening

Hvis du har mistanke om eller konstaterer udslip fra dit olietankanlæg, har du pligt til at underrette Aalborg Kommune, Teknik- og Miljøforvaltningen på tlf. 99 31 24 11.

Ved et akut uheld ring 1-1-2.

Hvis du f.eks. i forbindelse med udskiftning af tank eller bygge- og anlægsarbejde konstaterer tegn på forurening, skal du ligeledes kontakte Aalborg Kommune.

 
Senest opdateret den 4. januar 2010
 

Emneregister

Kontakt

Byggeri
Stigsborg Brygge 5, Boks 219
9400 Nørresundby
Tlf. 9982 8200
byggeri@aalborg.dk
Vis kort Find vej

Åbningstider
Mandag - onsdag
09.00 - 15.00
Torsdag
09.00 - 17.00
Fredag
09.00 - 14.00