Administrationen samt ris og ros
Taxierhvervet er reguleret af lovgivningen, som består af Lov om taxikørsel nr. 517 af 24. juni 1999 med tilhørende bekendtgørelser, hvoraf de vigtigste er bekendtgørelse om taxikørsel nr. 220 af 31. marts 2000 og bekendtgørelse nr. 399 af 4. maj 2006 om særlige krav til taxier mv.
Love og bekendtgørelser kan ses på Retsinformations hjemmeside.
Det er kommunerne, der administrerer taxikørselslovgivningen, hvor det primære formål er at sikre en tilfredsstillende betjening af publikum. I Aalborg Kommune varetages den daglige administration af Teknik- og Miljøforvaltningen.
Fastsættelse af det maksimale antal tilladelser i kommunen og tildeling af tilladelser afgøres af Teknik- og Miljøudvalget. I enkelte tilfælde forelægges også godkendelse af førere for udvalget.
Maksimaltakster godkendes af byrådet.
Der afholdes jævnligt (ca. en gang om året) møder med branchen repræsenteret ved bestillingskontorerne, vognmænd, chauffører, 3F og politiet. Disse ”møder” har ikke nogen kompetence til at træffe beslutninger. Alle spørgsmål af interesse kan drøftes på disse møder. Et af de faste dagsordenspunkter er drøftelse af det maksimale antal tilladelser til taxikørsel i kommunen.
Den umiddelbare kontakt mellem vognmand/chaffører og Teknik- og Miljøforvaltningen er via Teknik- og Miljøforvaltningens Kundecenter. Den administrative sagsbehandling varetages af Teknik- og Miljøforvaltningen, Juridisk Afdeling.

Kørepligt
Føreren af en taxi fra Aalborg Kommune har pligt til at udføre kørsel inden for landets grænser med det antal passagerer, som køretøjet er godkendt til at befordre, fra et hvilket som helt sted i Aalborg Kommune, hvis dette kan ske over land og faste bro- og tunnelforbindelser.
Føreren har pligt til at medtage blinde eller svagtseende personer med førerhund, medmindre dette vil være til gene for førerens helbred.
Det er ikke tilladt at udføre bestillinger på kørsel, hvor køretøjet skal afhente kunden på et bestemt sted uden om bestillingskontoret.
Kørslen skal foregå uden ophold og uden unødige omveje til det sted, hvortil befordringen er forlangt. Såfremt passageren anviser en anden vej, skal denne vej dog følges. Under turen skal føreren afsætte eller optage passagerer eller bagage efter passagerernes anvisning.
Ris og ros
Klager over kørsel kan rettes til bestillingskontoret v/Aalborg Taxa A.m.b.a., Stationsmestervej 85, 9200 Aalborg SV. Såfremt problemet ikke kan løses her, eller er af grovere karakter, videresendes klagen til Aalborg Kommune, Teknik- og Miljøforvaltningen. Alle klager, der vedrører overtrædelse af taxikørselslovgivningen, skal af bestillingskontoret sendes videre til kommunen. Klager kan også fremsendes direkte til kommunen.
Ved klager over kørsel er det vigtigt at kende taxiens registreringsnummer (nummerpladen) eller tilladelsesnummer (den grønne plade), for at Aalborg Taxa eller kommunen kan finde frem til den chauffør/vognmand, der klages over.
Tag altid imod den kvittering som chaufføren tilbyder dig. Kvitteringen indeholder oplysninger om bestillingskontor, tilladelsesnummer, fører, dato og klokkeslæt samt distance og pris.
Klager over bestillingskontoret kan også rettes til bestillingskontoret og til kommunen. Hvis du mener, at bestillingskontoret har tilsidesat regler i taxikørselslovgivningen, bør du klage direkte til kommunen.
Kritik er med til at rette fejl og uhensigtsmæssigheder ved tilrettelæggelse og udførsel af kørslen til gavn for publikum.
Har du ros til en fører eller til bestillingskontoret, kan denne også rettes til bestillingskontoret.
Senest opdateret den 7. maj 2012