Forhåndsdialog med myndighed
Forhåndsdialog benyttes først og fremmest ved større byggerier eller byggerier, der er komplicerede f.eks. på grund af beliggenhed eller en særlig konstruktion.
Det er vigtigt, at dialogen begynder på et tidligt tidspunkt i processen.
Forhåndsdialogen betyder ikke, at byggesagsbehandlingen sker på stedet. Dialogen er udelukkende opklarende og styrende for byggesagen. Det er af afgørende betydning for forhåndsdialogens succes, at parterne forbereder sig grundigt inden.
Følgende bør derfor overvejes:
- Hvem der er bygherres rådgivere. Der nedsættes en kontaktgruppe, der som minimum består af bygherre og dennes arkitekt, en eventuel kommende bruger, den brandtekniske rådgiver, den sagsansvarlige fra byggemyndigheden og en repræsentant fra brandmyndigheden.
- Bygherre redegør for sammenhængen og samarbejdet mellem de ansvarlige rådgivere.
- Bygherren redegør for projektet ved hjælp af tegninger, skitser og eventuelt computermodeller.
- Bygherren fremlægger den tidsplan, der satses på, herunder hvornår man forventer, at den endelige brandstrategirapport er udarbejdet.
- Det anbefales bygherren, at brandstrategirapporten færdiggøres og forhåndsgodkendes inden den fremsendes sammen med det officielle byggeandragende.
Senest opdateret den 5. september 2011