Social Kapital
Aalborg Kommune har Social Kapital på dagsorden. Social Kapital er en måde at tale om værdien af det gode samarbejde om kerneopgaven og de gode relationer på arbejdspladsen, som giver kvalitet, produktivitet og trivsel – til glæde for borgere og medarbejdere.
Hvad er en Social Kapital – og hvilke gevinster giver det
De tre elementer i Social Kapital er:
• Tillid
• Retfærdighed
• Samarbejde om kerneopgaven.
De tre elementer sætter fokus på vigtigheden af, at ledere og medarbejdere evner at samarbejde, og at samarbejdet er baseret på et højt niveau af tillid og retfærdighed. De tre elementer udgør således et stærkt fundament for, at medarbejdere og ledere evner at løse kerneopgaven i fællesskab. Dette stærke fundament omtales som en organisations sociale kapital – og som en meget afgørende egenskab.
Samspillet mellem de tre hensyn giver:
• Høj trivsel og arbejdsglæde
• Høj kvalitet og produktivitet
• Høj borger- og brugertilfredshed.
En måde at reducere sygefravær
Undersøgelser viser, at organisationer med en høj Social Kapital har et relativt lavt sygefravær, uden at man har beskæftiget sig specielt med at reducere fraværet. Det lave fravær ser altså ud til at "komme af sig selv", når organisationen har en høj social kapital.
Undersøgelser viser også, at ledere og medarbejdere kan fremme den sociale kapital ved at have klarhed om kerneydelsen – hvilke kerneopgaver skal vi løse og hvordan gør vi det? En anden måde at fremme den sociale kapital på er ved at have en samarbejdspraksis præget af respekt og anerkendelse. Det er både i forhold til den daglige dialog og på møder mv.
Senest opdateret den 3. juni 2013