Det bekendtgøres herved, jf. bekendtgørelse nr. 114 af 26. januar 2010 om valg af forældrerepræsentanter til skolebestyrelser i folkeskolen og om vederlag til forældre- og elevrepræsentanter i skolebestyrelser i folkeskolen (skolebestyrelsesbekendtgørelsen), at der i 2012 afholdes forskudte valg til skolebestyrelserne på følgende skoler:
Nøvling Skole, Gudumholm skole, Mou Skole, Gandrup Skole, Vaarst/Fjellerad Skole, Hals Skole, Vestbjerg Skole, Ferslev Skole, Hou Skole, Bislev Skole, Løvvangskolen, Grindsted Skole, Ulsted Skole, Gl. Hasseris Skole, Tylstrup Skole, Vester Hassing Skole.
Hvem kan vælge og hvem kan vælges?
Skolebestyrelsens forældrerepræsentanter vælges af og blandt de personer, der på valgets tidspunkt har forældremyndigheden over børn, der er indskrevet i skolen, samt af og blandt de personer, som i henhold til § 7 i ovennævnte bekendtgørelse tillægges valgret og valgbarhed. Ordlyden i § 7 er:
Der tillægges følgende personer valgret og valgbarhed som forældrerepræsentanter, hvis de fremsætter ønske herom over for skolens leder:
- Personer, der har modtaget et barn, der er indskrevet i skolen eller ved et regionalt undervisningstilbud, i privat familiepleje eller formidlet døgnophold, forudsat, at personerne har plejetilladelse eller godkendelse fra kommunalbestyrelsen. Tilladelsen skal være meddelt senest et år før valget. Forældremyndighedens indehaver(e) kan ikke samtidig deltage i valget.
- Den, der har indgået ægteskab med indehaveren af forældremyndigheden over et barn, der er indskrevet i skolen, forudsat at indehaverne/indehaveren af forældremyndigheden giver sin tilslutning.
- Stedforældre til en elev, hvis indehaveren/indehaverne af forældremyndigheden over barnet samtykker heri.
- Faderen til et barn, der er indskrevet i skolen, hvis faderskabet er fastslået, og faderen bor sammen med forældremyndighedens indehaver og barnet.
- Den af de biologiske forældre, som ikke har del i forældremyndigheden, og som ikke bor sammen med forældremyndighedens indehaver, jf. nr. 3. Det er en forudsætning, at forældremyndighedens indehaver giver sin tilslutning, og at der ikke er meddelt valgret til nogen anden i medfør af nr. 2.
Stk. 2. § 6, stk. 2-5, gælder tilsvarende for personer, der tillægges valgret og valgbarhed efter stk. 1.
Valglister
Valglister indeholdende de valgberettigedes navne vil være fremlagt til gennemsyn på de enkelte skolers kontorer fra den 8. marts 2012. Eventuelle anmodninger om at blive opført på valglisten fremsættes over for den enkelte skoles leder inden valgmødet. Dette vil kunne ske i skolens normale åbningstid.
Valgmøder på skolerne
De valgberettigede vil blive indbudt til møde på barnets skole, hvor der orienteres nærmere om valget.
Møderne afholdes på alle skoler: Torsdag den 29. marts kl. 19.00.
På valgmødet har alle opstillede kandidater mulighed for at beskrive deres holdninger og synspunkter vedrørende skolebestyrelsens arbejde. Kandidater har derudover mulighed for at indlevere skriftligt valgmateriale til skolen senest den 22. marts 2012. Valgmaterialet vil i så fald blive udsendt sammen med indkaldelse til valgmødet. Valgmaterialet må for hver kandidat maksimalt fylde ½ A4 side, skriftstørrelse 12.
Der vil ikke kunne foretages opstilling af kandidater på selve mødet, men der vil efter anmodning kunne stilles lokaler til rådighed for grupper, som umiddelbart efter mødet måtte ønske at foretage opstilling af kandidater.
Kandidater opstiller som enkeltpersoner
Opstilling kan ske ved henvendelse til skolens leder før valgmødet, lige efter valgmødet eller senest den 10. dag efter valgmødet. Kandidatopstillinger skal således være indleveret på skolens kontor senest den 8. april 2012.
Skolen bekendtgør på skolens hjemmeside og SkoleIntra hvilke kandidater, der er på valg. Valgene gælder for en 4-årig periode.
Afstemning på skolerne
14 dage efter valgmødet på den enkelte skole – den 12. april 2012 - vil der blive indkaldt til møde med de opstillede kandidater. Såfremt der på mødet opnås enighed blandt kandidaterne om, i hvilken rækkefølge kandidaterne opstiller, er der tale om fredsvalg.
Såfremt en sådan enighed ikke kan opnås, afholdes valg. Der er udelukkende er tale om brevstemning. Denne skal være afsluttet senest den 3. maj 2012. I tilfælde af valg vil der fra skolen blive udsendt stemmesedler og nærmere information om valghandlingen.
Information
Skolerne informerer om valgene til skolebestyrelsen på skolens hjemmeside og SkoleIntra. Informationsmateriale vil blive sendt med eleverne hjem, hvor dette er nødvendigt.
Skoleafdelingen