Borger
 
Erhverv
 
Politik og demokrati
 
Presse
 
Job og karriere
 
Om kommunen
 
Medierne på arbejde
Forside Brødkrumme seperatorNyheder Brødkrumme seperatorPressemeddelelser Brødkrumme seperator2011 Brødkrumme seperatorArbejdskraft skal i topform under krisen
 

Arbejdskraft skal i topform under krisen

Flere i jobtilbud og uddannelse. Fortsat høj kvalitet i hjælpen til sygemeldte.

Bygningsarbedjere udveksler erfaringer
Arbejdskraften skal udvikle kompetencer gennem virksomhedspraktik og uddannelse.  

Sådan lyder det træningsprogram, som Jobcenter Aalborg har planlagt for at hjælpe de ledige på det nordjyske arbejdsmarked tilbage i job. Under krisen skal formen og kompetencerne udvikles og styrkes.

Mens vi venter på opsvinget vil Jobcenter Aalborg med den nye Beskæftigelsesplan for 2012 aktivt investere tiden på at styrke medarbejdernes kompetencer. Planen, der netop er godkendt af Aalborg Byråd, vil give krisen kontant modspil.
”Vi skal handle aktivt mod krisen. Vi skal investere i at få ledige ud i job og uddannelse. Skrækscenariet er, at vi, når vi kommer gennem krisen, står med en stor gruppe borgere, som er gledet ud af arbejdsmarkedet. Langtidsledighed vil så udgøre et dobbelt problem: Dels udhuler lang ledighed de lediges kompetencer og selvtillid. Dels afføder lang ledighed store sociale problemer, som breder sig som ringe i vandet til de lediges familier og nærmiljø”, forklarer rådmand Mai-Britt Iversen, Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen.

Ledighed og sygdom udfordrer

Planen peger på tre særligt store udfordringer i 2012: Ungdomsledighed, langtidsledighed og sygemeldte borgere.
”Det gælder om at ledige kommer ud og bliver en del af fællesskaber – også mens de er ledige og sygemeldte. Blot nogle få timer om ugen er bedre end ingenting. At gå hjemme alene skader selvværd og gør barriererne for at komme tilbage i job højere dag for dag”, argumenterer rådmanden.
”Vi har en del sygemeldte, som går i en opslidende usikkerhed. Denne usikkerhed kan i sig selv belaste helbredet. Og hermed kan skaderne brede sig til hele den syges familie og netværk. Derfor vil vi fortsætte indsatsen for at fastholde sygemeldtes tilknytning til arbejdsmarkedet. Men vi vil også arbejde for en hurtigere afklaring i de tilfælde, hvor sygdommen åbenbart blokerer for job og uddannelse”, forsikrer Mai-Britt Iversen. 

Samarbejder

Jobcentret samarbejder med en lang række parter i indsatsen. Et samarbejde med LO-Aalborg tager fat på konkrete initiativer. Eksempelvis samarbejder parterne om koordination mellem fagbevægelsen, A-kasserne og jobcentret. Bedre koordination bidrager til, at flere ledige kan bevare forsørgelsen og undgå, at deres dagpengeperiode udløber.
I indsatsen for de unge samarbejder en lang række uddannelsessteder og kommunale enheder om at få flere unge i job og uddannelse.

Sociale problemer

Nogle ledige har også problemer ud over ledighed. Her vil Jobcentret og hele kommunen yderligere styrke samarbejdet. Målet er tidligere og mere helhedsorienteret hjælp til de borgere, hvor misbrug, familieproblemer og lignende gør det vanskeligt at finde et job.

Lyse udsigter

Selv om krisen virker stærk, så er der ifølge jobcentret grund til en vis optimisme.
”Vi ser heldigvis tegn på at krisen har toppet og håber igen på vækst i beskæftigelsen. Derfor er der al mulig grund til, at vi har et veltrimmet arbejdsmarked klar. Og her udgør vores nye Beskæftigelsesplan et solidt grundlag”, slutter Mai-Britt Iversen.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Interesserede kan få mere information om pasningsgarantien ved at kontakte Mai-Britt Iversen, rådmand, Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen, 9931 2500, MBI-byraad@aalborg.dk.

 

26. oktober 2011
 

Emneregister

Kontakt

Mai-Britt Iversen, rådmand, Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen, 9931 2500, MBI-byraad@aalborg.dk.