Stilblade for enfamiliehuse
Mange ældre huse er inspireret af europæiske arkitekturstrømninger, andre af den nordiske mytologi og tradition. Nogle huse er rigt dekorerede, mens andre udtrykker et bevidst fravalg af udsmykning på facaderne.
Husets stilart fortæller således en historie om byggeskikken, men måske også en historie om dem, der i sin tid byggede huset: Hvorfra kommer inspirationen til huset, hvad skal huset udtrykke, hvilken rolle har huset spillet for kvarteret og for de mennesker, der har boet der?
.
.
.
Klik på billedserien for at forstørre
Fra historicisme til modernisme
Vi har udarbejdet stilblade for de 12 mest typiske stilarter for enfamiliehuse fra perioden omkring 1880'erne og frem til i dag. Stilbladene fortæller på en enkel og inspirerende måde om stilartens karakteristika, og der gives anvisninger på, hvilke materialer m.v. man bør anvende, når der foretages forandringer på en bygning inden for stilarten.
Med stilbladene ønsker Aalborg Kommune at sætte fokus på de særlige værdier, der er knyttet til den enkelte hustype. De forskellige tidsperioder har haft hver deres idealer for, hvordan huse skulle se ud. Nogle huse er rigt udsmykkede med stuk, facadeudsmykning og glaserede tage, mens andre huse bevidst er gjort enkle i deres udtryk, fordi man har lagt mest vægt på funktion og enkelhed. Det enkelte hus er således noget særligt, og stilbladene er med til at forklare, hvad der er særligt og karakteristisk for den stilart, som det pågældende hus repræsenterer.
Du kan læse om enfamiliehusenes stilarter under 'Læs mere' nederst på siden.
Stilbladetemaer: Garager og carporte

Som supplement til stilbladene for enfamiliehuse er der udarbejdet stilblade for temaet garager og carporte, der er relevant for enfamiliehuse på tværs af stilarterne.
Senest opdateret den 11. august 2010