Åbning af Karolinelund
Fredag 11. maj 2012 slog vi dørene op til Karolinelund. Åbningen blev markeret med et festligt program for hele familien.
Brug parken!
Karolinelund er nu åben for midlertidig og eksperimenterende brug frem til maj 2015, mens parkens fremtid drøftes og afklares.
Har du lyst til at bruge Karolinelunds arealer og faciliteter, til leg og ophold, eller til afholdelse af større, offentligt tilgængelige arrangementer, så kontakt Teknik- og Miljøforvaltningen. Send en ansøgning til Steen B. Andersen, som koordinerer lån/leje af parkens faciliteter. Se adresse, mail og tlf.nr. i højre side under Kontakt.
Karolinelundsangen
Hør eller genhør 'Ses i Karolinelund' med Sjakket fra Fri-Stedet.
Baggrund
Debatperioden om Karolinelunds fremtid sluttede den 30. november 2011. Der var stor interesse for at deltage i debatten om områdets fremtidige anvendelsesmuligheder. Debatperioden viste blandt andet et stort ønske fra borgerne om at åbne parken 'som den er'. Ønskerne banede vejen til en politisk beslutning om at åbne Karolinelund for midlertidige aktiviteter, mens planlægningen for parkens fremtid er i gang.
Når parken åbner for offentligheden, fremstår den altså ikke i sin endelige form, men den bliver et bynært og tilgængeligt område, som kan bruges til forskellige aktiviteter, imens planlægningen for parkens fremtid er i gang. Bl.a. er det besluttet, at Platform 4 flytter midlertidigt ind i Påfuglen i en periode på tre år, ligesom det er planen, at Skråen skal afholde et antal koncerter hen over sommeren.
Mange tak for en fantastisk debat!
Vi vil gerne takke for de mange konstruktive synspunkter og idéer, der blev indleveret og fremsendt via forskellige kanaler, og for jeres deltagelse i de forskellige debataktiviteter.
-
-
-
Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse
I debatperioden modtog vi i alt:
- 40 henvendelser via mails, post eller personlig indlevering
- 128 konkrete idéer på facebook
- 102 synspunkter skrevet på 'handouts'
- 444 tilkendegivelser (klistermærker) på et kort i forbindelse med vores aktiviteter
- 284 børnetegninger (se link nederst)
- 8 forslag fra workshoppen i 'Påfuglen'
- 15 modeller med idéer til områdets fremtidige anvendelse

1. Det Hem'lige Teater byder velkommen ved workshoppen om Karolinelunds fremtid.
2. Studerende fremlægger en vision for Karolinelund ved den afsluttende udstilling af alle tegninger, modeller, plancher mv.
Historien
Karolinelunds æra som folkelig forlystelsespark gennem de sidste 64 år er forbi. Byrådet besluttede i december 2010 at afvikle forlystelsesparken Tivoli Karolinelund og igangsætte en omdannelsesproces til offentlig bypark med en bred involvering af offentligheden. Beslutningen blev truffet, efter at byrådet af flere omgange forgæves havde forsøgt at afhænde Karolinelund til en ny forpagter med pligt til at drive forlystelsesparken videre.
Senest opdateret den 21. maj 2012