Aalborg Byråd
Aalborg Byråd er kommunens øverste myndighed og har det overordnede ansvar for kommunens virksomhed. I byrådet sidder 31 byrådsmedlemmer fra seks forskellige partier. Byrådsmedlemmerne vælges hvert fjerde år ved direkte valg.
Byrådet vælger borgmesteren, to viceborgmestre, seks rådmænd og medlemmer af de syv stående udvalg. Borgmesteren og rådmændene varetager sammen med direktørerne den daglige ledelse af forvaltningerne.
Den kommunale styrelseslov fastsætter rammen for kommunens styrelse.
Aalborg kommunes styreform er et mellemformsstyre med delt administrativ ledelse. Lovens regler udfyldes af styrelsesvedtægten, som vedtages af byrådet. Vedtægten giver mulighed for at opbygge kommunens struktur, så der tages hensyn til lokale forhold og ønsker.
Byrådets overordnede rolle bliver sikret ved, at et flertal af medlemmerne skal godkende alle bevillinger, og alle kommunale spørgsmål kan tages op til behandling i byrådet. Ethvert medlem kan forlange en sag på dagsordenen.
Byrådet holder ordinære møder to gange om måneden. Møderne er offentlige og ledes af borgmesteren. I hans fravær bliver de ledet af viceborgmestrene. Kommunaldirektøren er byrådets sekretær.
Se hvilke partier og politikere, der udgør det nuværende byråd.
Senest opdateret den 22. marts 2013