Borger
 
Erhverv
 
Politik og demokrati
 
Presse
 
Job og karriere
 
Om kommunen
 
Limfjord Vestbyen
 

Vedtægter for Aalborg Erhvervsråd 2010 - 2013

§ 1

Aalborg Erhvervsråd nedsættes som et rådgivende forum for Magistraten og byrådet i Aalborg Kommune, hvor alle spørgsmål af fælles erhvervsmæssig interesse kan optages til drøftelse.

§ 2 Formål

Aalborg Erhvervsråd samler interessenter fra erhvervslivet, uddannelsesinstitutioner, organisationer og offentlige parter med det formål at sikre de optimale betingelser for vækst og udvikling i kommunens erhvervsliv.

Erhvervsrådets formål søges realiseret gennem

  • rådgivning af magistrat/byråd om tiltag, der kan fremme erhvervsudviklingen i Aalborg Kommune
  • en central rolle i udvikling af en erhvervsplan for Aalborg Kommune
  • anbefaling af konkrete initiativer, der kan iværksættes for at fremme erhvervsudviklingen generelt i Aalborg Kommune eller inden for specifikke områder/brancher
  • dialog med Magistraten og dens enkelte medlemmer om kommunens service og myndighedsudøvelse overfor erhvervslivet generelt og inden for de enkelte service‐ og myndighedsområder
  • samarbejde med øvrige erhvervspolitiske aktører i kommunen og regionen om indsatsområder og konkrete aktiviteter, hvor særligt Aalborg Samarbejdet skal prioriteres

§ 3 Medlemmer

Erhvervsrådet har følgende sammensætning:

Fra erhvervslivet:

  • 2 repræsentanter udpeget af DI Aalborg
  • 1 repræsentant for Aalborg Haandværkerforening
  • 1 repræsentant udpeget af Dansk Byggeri
  • 1 repræsentant udpeget af Dansk Erhverv
  • 1 repræsentant for Aalborg Industri‐ og Handelskammer
  • 1 repræsentant for Nibe Udviklingsråd
  • 1 repræsentant for Hals Erhvervsforening

Fra arbejdstagerorganisationerne:

  • 3 repræsentanter for LO Aalborg

Fra uddannelsesinstitutionerne:

  • 1 repræsentant for Aalborg Universitet
  • 2 repræsentanter for erhvervsskolerne

Fra byrådet:

  • Magistratens medlemmer
  • Desuden har de politiske partier, der ikke er repræsenteret i Magistraten, mulighed for at udpege et byrådsmedlem til Erhvervsrådet.

Medlemmerne udpeges for den kommunale valgperiode. Alle medlemmer opfordres til at udpege en fast suppleant.

Kommunaldirektøren for Aalborg Kommune deltager i møderne. Erhvervsafdelingen er rådets sekretariat.

§ 4 Formandskab

Rådet nedsætter et formandskab, der består af en formand og to næstformænd. Borgmesteren for Aalborg Kommune er født formand. Formandskabet mødes efter behov.

Ethvert medlem kan fremsende sager til dagsordenen og tage sager med til drøftelse på mødet.

§ 5 Møder

Erhvervsrådet holder minimum 4 årlige møder og et strategiseminar, hvor indsatsen for det kommende år planlægges.

Rådet er beslutningsdygtigt, når minimum halvdelen af medlemmerne er til stede. Møderne ledes af formanden.

Erhvervsrådet kan nedsætte projektgrupper o. lign. til varetagelse af specifikke opgaver, ligesom Rådet kan tage initiativ til konferencer, seminarer eller workshops om erhvervsrelevante spørgsmål. I den forbindelse skal Rådet være særligt opmærksom på inddragelse af virksomheder og samarbejdspartnere, der ikke er repræsenteret i rådet.

Magistratens medlemmer kan efter behov mødes med en bredere kreds af repræsentanter fra de enkelte medlemmer af Erhvervsrådet.

Erhvervsrådet skal i særlig grad prioritere samarbejde med ErhvervslederForum under Aalborg
Samarbejdet, herunder specifikt de erhvervsledere, Aalborg Kommune har udpeget hertil. Dette kan bl.a. ske ved deltagelse i Erhvervsrådets møder, drøftelse af fælles indsatsområder og samarbejde om fælles projekter.

§ 6 Sekretariat mv.

Erhvervsafdelingen i Aalborg Kommune varetager sekretariatsopgaven for Aalborg Erhvervsråd, ligesom Erhvervsafdelingen er ansvarlig for, at de projekter og aktiviteter, Erhvervsrådet anbefaler iværksat, bliver udført.

Hver organisation, der er repræsenteret i Erhvervsrådet, tilbydes en fast konktaktperson i
Erhvervsafdelingen.

§ 7 Erhvervsplan

Erhvervsrådet udarbejder i starten af hver periode et forslag til erhvervsplan for Aalborg Kommune. Erhvervsplanen skal vedtages af byrådet.

Erhvervsplanen og de konkrete initiativer, der iværksættes, skal tage udgangspunkt i kendskab til virksomhedernes udfordringer og behov og dermed understøtte, at kommunens erhvervsservice til stadighed er efterspørgselsbestemt.

I forbindelse med udarbejdelse af erhvervsplanen kan rådet afholde et strategiseminar for rådets
medlemmer og evt. ressourcepersoner ligesom rådet kan gøre brug af muligheden for at nedsætte projektgrupper eller afholde seminarer og lignende.

Erhvervsplanen skal understøttes af en årlig handlingsplan, der beskriver den konkrete erhvervspolitiske indsats i kommunen. Erhvervsplanens målsætninger og den konkrete indsats evalueres med udgangen af hvert år med henblik på justering af det følgende års indsats.

Erhvervsafdelingen bistår Erhvervsrådet med oplæg til drøftelse og den konkrete udformning af
erhvervsplanen samt evaluering. Erhvervsafdelingen skal desuden understøtte samarbejdet med de øvrige erhvervspolitiske aktører i kommunen og regionen.

§ 8 Økonomi

Byrådet afsætter hvert år en pulje til erhvervsfremmeinitiativer. Erhvervsrådet kan anbefale anvendelsen af midler fra puljen til bestemte projekter og aktiviteter.

Udgifter til erhvervsrådets arbejde dækkes af Aalborg Kommunes Erhvervsafdeling.

§ 9 Vedtægtsændringer og opløsning

Aalborg Byråd skal godkende vedtægtsændringer og opløsning af samarbejdet.

§ 10 Ikrafttræden

Vedtægterne træder i kraft den 1. januar 2010.

 
Senest opdateret den 11. maj 2012
 

Emneregister

Kontakt

Erhvervsafdelingen
Boulevarden 13
9000 Aalborg
Tlf. 9931 1570
erhverv@aalborg.dk
Vis kort Find vej

Åbningstider
Mandag - onsdag
08.00 - 15.00
Torsdag
08.00 - 17.00
Fredag
08.00 - 15.00