Aalborg Havnebad
Aalborg har fået endnu en attraktion, idet et nyt havnebad åbnede 1. juli 2011. Havnebadet ligger i centrum af Aalborg lige øst for Elbjørn og med Jomfru Ane Parken som forhave. Lokale- og Anlægsfonden har bidraget med økonomisk støtte til etableringen af havnebadet.


Åbningstider 2012
Havnebadet har åbent i perioden 15. juni - 26. august.
Når havnebadet er lukket skal du være opmærksom på følgende:
Regler for badning i Aalborg Havnebad
Nordjyllands Politi har efter forhandling med Aalborg Kommune fastsat følgende regler om badning i Aalborg Havnebad:
Badning i havnebadet uden for havnebadets åbningstid er forbudt. Overtrædelse af forbuddet kan straffes med bøde efter ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1.
Åbningstiderne for havnebadet er også skiltet ved indgangen til havnebadet.
I vinterperioden – fra den 1. september til den 1. juni – er havnebadet alene åben for medlemmer af vinterbadeklubben ”Lillebjørn”.
Det fastsatte forbud er begrundet i hensynet til badesikkerheden. Forbuddet er fastsat med hjemmel i ordensbekendtgørelsens § 14, stk. 2, og overtrædelse kan straffes med bøde efter ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1.
Forbuddet træder i kraft den 10. oktober 2011.
Indtrængen på havnebadet uden for havnebadets åbningstid er ligeledes forbudt og medfører politianmeldelse.


Havnebadets indretning
Der er adgang til havnebadet fra trappeanlægget ved havnepromenaden. Havnebadet er en flydebro med en bygning i den vestlige ende og tre bassiner, hvoraf de to bassiner er med bund i en dybde på henholdsvis 70 og 90 cm. Det 3. bassin – motionsbassinet - er uden fast bund – og der er derfor den naturlige dybde på 7 – 9 meter – svarende til dybden udenfor havnebadet.
Der er plads til 350 personer ad gangen i havnebadet.
Derfor er badet opdelt i en rød zone mod vest, der kun er for habile svømmere (skal kunne svømme minimum 125 meter), og en grøn zone mod øst, hvor der er adgang for alle.
Badets midte domineres af det høje skibstårn, der er opbygget med soltrapper (max. 24 personer ad gangen) og ender i en udsigtsplatform (max. 6 personer ad gangen). Herfra er det forbudt at foretage udspring i bassinet. Der er mulighed for udspring fra tårnets 3 og 5 meter vipper.

Oversigtsplan over Aalborg Havnebad. Bemærk rød zone - kun for svømmere og grøn zone - for alle.

Længdesnit over Aalborg Havnebad. Bemærk konstruktionen, hvor badet 'flyder på fjorden'. Det er kun de lave bassiner, der er forsynet fast bund.
Sikkerhed med kystlivreddere
I hele åbningstiden er havnebadet bemandet med veluddannede kystlivreddere, der altid står til rådighed for badets besøgende og sikrer, at du får hjælp, hvis du får brug for det.
I motionsbassinnet er der ingen sider og bund. Dybden er 7 – 9 meter, og derfor må dette bassin kun benyttes af svømmere. Det er forbudt at dykke og svømme under flydebroen/dækket, da det er risikabelt og kan være forbundet med livsfare.
Mindre børn må kun færdes i grøn zone, og skal altid være under opsyn!
Udspring må kun ske efter aftale med kystlivredderne og kun fra 3 og 5 meter vipperne.

Anvisninger fra kystlivredderne skal følges!
Stærk strøm og badevandskvalitet
Badet er beliggende direkte i Limfjorden, og der kan derfor forekomme stærk strøm. I ekstreme tilfælde lukkes badet. Der er opsat en strømmåler på badet, og ved henvendelse til kystlivredder kan du altid få oplyst, hvor stærk strømmen er. Der er opsat tavle, der angiver vand- og lufttemperatur.
I Havnebadet foretages der målinger af vandkvaliteten hver dag i hele sommerperioden. Skulle der i forbindelse med meget kraftige regnskyl være risiko for, at spildevand kommer ud i fjorden i nærheden af havnebadet, lukkes havnebadet i en kort periode - for en sikkerheds skyld.
Ved grønt flag er havnebadet åbent.
Ved rødt flag er havnebadet lukket på grund af stærk strøm eller forurening.
Adgangsregler
- Badende skal være iført badetøj. - Nøgenbadning eller færden uden tøj er ikke tilladt
- Det er forbudt at opankre eller lægge til med sin båd
- Hunde og andre dyr må ikke medbringes
- Grill er ikke tilladt
- Berusede personer har ikke adgang til anlægget, og alkohol må ikke medbringes
- Genstande af glas må ikke medbringes (barfodsområde)
- Det er forbudt at skubbe og dykke hinanden
- Rulleskøjter og boldspil ikke tilladt
- Anlægget er røgfrit område
- I god tid før lukketid fløjter livredderen op, og badet forlades roligt af alle
- Badepersonalets anvisninger skal efterkommes af alle
Senest opdateret den 17. april 2012