Borger
 
Erhverv
 
Politik og demokrati
 
Presse
 
Job og karriere
 
Om kommunen
 
Byggeri
Forside Brødkrumme seperatorErhverv Brødkrumme seperatorByggeri Brødkrumme seperatorNyttige oplysninger Brødkrumme seperatorBygge INFO a-å Brødkrumme seperatorFugt og skimmelsvamp i boliger
 

Fugt og skimmelsvamp i boliger

Henvendelse til udlejeren

Hvis du bliver opmærksom på, at der i din bolig er områder med mulig fugt og skimmelsvampevækst, skal du som det første henvende dig til udlejeren for at få undersøgt problemet nærmere.

Hvad skal udlejeren foretage sig

Udlejeren skal snarest muligt efter din henvendelse undersøge, om der er tale om et skimmelsvampeangreb eller et andet sundhedsfarligt forhold.

Hvis undersøgelserne viser, at der er skimmelsvampeskader, skal fugtproblemerne løses, og skimmelsvampene skal afvaskes eller afrenses.

Hvis der er tale om et angreb af skimmelsvamp, som alene er opstået på grund af forkert brug af boligen, f.eks. at du varmer for lidt op og lufter for lidt ud, har du selv ansvaret for at fjerne skimmelsvampen.

Hvis der derimod er tale om angreb af skimmelsvamp som ikke skyldes forkert brug af boligen, har udlejeren ansvaret for at fjerne skimmelsvampen.

Hvad kan du selv gøre

Mindre angreb af skimmelsvamp i f.eks. badeværelsesfuger og vindueskarme, er i de fleste tilfælde af så lille et omfang, at de ikke udgør en væsentlig sundhedsfare. Skimmelsvampeangreb bør i disse tilfælde fjernes i forbindelse med den almindelige rengøring.

Disse mindre angreb med skimmelsvampe kan fjernes ved at rengøre overfladen og desinficere den med f.eks. Klorin eller Rodalon.

Adfærd kan også have betydning for, om der opstår skimmelsvampeangreb. Ved at følge nedennævnte råd kan du forhåbentlig undgå at der opstår fugtproblemer eller skimmelsvampeangreb i din bolig:

  • Luft ud kortvarigt flere gange om dagen
  • Opvarm boligen tilstrækkeligt
  • Tør ikke tøj i boligen
  • Luk døren til badeværelse når og efter der bades
  • Tænd emhætten når du laver mad
  • Hold udeluftventiler og aftrækskanaler åbne

Dine klagemuligheder, hvis udlejer ikke reagerer, eller der opstår uenighed (privat udlejningsbyggeri)

Du kan henvende dig til kommunen, hvis udlejeren ikke følger op på din henvendelse inden for rimelig tid.

Du kan se mere om, hvordan kommunen skal reagere på din henvendelse om skimmelsvamp i vejledning til kommunerne om fugt og skimmelsvamp ved Socialministeriet

Huslejenævnet

Hvis udlejeren ikke reagerer på din henvendelse, eller du er uenig med udlejeren om problemets løsning, kan du indbringe spørgsmålet for huslejenævnet.

Boligretten

Hvis du er uenig i huslejenævnets afgørelse, har du mulighed for at indbringe sagen for boligretten.

Bor du i en almen bolig

Hvis du er lejer i en almen bolig skal du henvende dig til boligselskabets ejendomsadministration eller ejendomskontor for at få undersøgt problemet nærmere.

Dine klagemuligheder, hvis udlejer ikke reagerer, eller der opstår uenighed (almen bolig)

Du kan henvende dig til kommunen, hvis ejendomsadministrationen ikke følger op på din henvendelse inden for rimelig tid.

Du kan se mere om, hvordan kommunen skal reagere på din henvendelse om skimmelsvamp i vejledning til kommunerne om fugt og skimmelsvamp ved Socialministeriet

Beboerklagenævnet

Hvis ejendomsadministrationen ikke reagerer på din henvendelse, eller du er uenig med ejendomsadministrationen om problemets løsning, kan du indbringe spørgsmålet for beboerklagenævnet.

Du kan finde yderligere relevant information om skimmelsvamp her:

www.sm.dk
www.skimmel.dk

Har du spørgsmål om indeklimaet i din bolig kan du rette henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen, Team Støttet Byggeri, på telefon 99 31 2021.

Senest opdateret den 26. april 2012
 

Emneregister

Kontakt

Plan & Byg
Stigsborg Brygge 5, Boks 219
9400 Nørresundby
Tlf. 9931 2000
plan.byg@aalborg.dk
Vis kort Find vej

Åbningstider
Mandag - onsdag
09.00 - 15.00
Torsdag
09.00 - 17.00
Fredag
09.00 - 14.00