Formanden for Familie- og Socialudvalget, rådmand Mai-Britt Iversen, glæder sig over, at udvalget har vedtaget den nye ledelsesstruktur.
”Med beslutningen i dag har vi tilrettet pasningsområdet til fremtidens udfordringer. Vi går fra mindre enheder til større fællesskaber, og det sikrer områdets bæredygtighed fremover,” siger rådmanden.
Rådmanden understreger, at det ikke betyder, at en stribe af de mindre daginstitutioner lukkes ned. Tværtimod. Den nye ledelsesstruktur vil sikre, at de mindste daginstitutioner ude i nærmiljøerne bliver stærkere.
”Der vil heller ikke være tale om faglig ensretning. De enkelte børnehaver og vuggestuer kan bevare deres særlige kendetegn og faglige egenskaber,” siger Mai-Britt Iversen.
Kerneopgaven styrkes
Filosofien bag den nye ledelsesstruktur er at flytte flere resurser fra administration over til kerneopgaven: Det pædagogiske arbejde med børnene. Dette indebærer, at pasningsområdet samles i færre og større fællesskaber. Desuden skal den nye ledelsesstruktur sikre, at forældrene fortsat har medindflydelse på udviklingen ude i de enkelte institutioner.
Konkret betyder ændringen, at
- Vuggestuer og børnehaver får en pædagogisk leder, der i højere grad skal engagere sig og indgå i det pædagogiske arbejde med børnene i samarbejde med pædagogerne og det øvrige personale.
- Vuggestuer og børnehaver fortsætter med en forældrebestyrelse og hvert dagtilbudsområde får en områdebestyrelse, hvor forældrene bliver repræsenteret. Forældrebestyrelsen får fx indflydelse på den pædagogiske læreplan, mens ansvaret for de mere overordnede strategiske spørgsmål vil ligge i områdebestyrelsen.
Forældrebestyrelser, ledere og medarbejdere har haft mulighed for at præge og påvirke den endelige udformning af den nye ledelsesstruktur i en høringsfase. Og det er en mulighed, som er blevet udnyttet, fortæller børne- og familiechef Hans Chr. Mariegaard.
”Vi har fået rigtig mange høringssvar, og flere af dem har vi indarbejdet i det forslag, som udvalget har godkendt til i dag. Blandt andet har vi nytænkt ledertitlerne i den ny struktur, så de er nemmere at forstå, og vi har styrket forældrebestyrelsens indflydelse,” siger Hans Chr. Mariegaard.
Ledelsesstrukturen træder i kraft 1. januar 2011, og ændringen er såkaldt udgiftsneutral, hvilket vil sige, at daginstitutionsområdet for 0 – 5-årige vil koste det samme som hidtil. Familie- og Socialudvalget får en status i foråret 2012, herunder en status på konsulentfunktionerne, med henblik på en vurdering af, hvilket niveau disse funktioner løses mest hensigtsmæssigt på, samt om der har vist sig nye behov.
Fakta: Sådan bliver ledelsesstrukturen pr. 1. januar 2011 i store træk
- Daginstitutionsområdet (0-5 år) inddeles i fire områder, der igen ud-gøres af 22 dagtilbudsområder med hver især 5-8 institutioner.
- Det betyder fire områdeledere, 22 dagtilbudsledere og en pædagogisk leder af hver institution.
- Hvert af de fire områder vil tage sig af ledelsesopgaver som økono-mistyring, brug af resurser og administrationsopgaver, så der frigøres tid til det pædagogiske arbejde på de enkelte institutioner.
Her kan du læse mere
Mere information hos:
- Mai-Britt Iversen, rådmand, Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen, tlf. 9931 2500, MBI-byraad@aalborg.dk
- Hans Christian Mariegaard, børne- og familiechef, Familie- og Be-skæftigelsesforvaltningen, tlf. 9931 2700, hcm-fb@aalborg.dk