Center for Misbrug og socialt Udsatte
Center for Misbrug og Socialt Udsatte, CMU, tilbyder råd, vejledning og støtte til borgere med misbrugsproblemer og socialt udsatte borgere. Vi er et specialiseret tilbud i Aalborg Kommune. CMU's målgruppe er borgere med misbrugsproblemer samt socialt udsatte fra 18 år og opad samt pårørende til disse.
CMU's tilbud omfatter rådgivning, behandling, aktivitetstilbud, kortere og længerevarende ophold, botilbud.
CMU råder over en bred vifte af kompetencer og samarbejder med såvel kommunale som private og frivillige organisationer.
CMU skal sikre en fortsat koordinering og udvikling af indsatsen overfor socialt udsatte, således tilbuddene tilpasses de aktuelle og fremtidens behov.
CMU arbejder med socialt sårbare mennesker. Centrets medarbejdere skal arbejde på en helhedsorienteret måde, som respekterer det enkelte menneskes forskellighed, særegenhed og udviklingsmuligheder.
CMU er organiseret som en fælles enhed med fire afdelinger med hver deres tilbud, institutioner og medarbejdere tilknyttet:
Brobyggerselskabet - De Udstødte
Udvikling af, og støtte til Aalborg Kommunes tilbud til misbrugere og udsatte grupper.
Bo- og Gadeteamet
Differentieret botilbud og opsøgende gadearbejde til hjemløse og socialt udsatte borgere.
Misbrugsafsnittet
Aalborg Kommunes tilbud om behandling af misbrugere over 18 år, samt rådgivning og vejledning af pårørende.
Svenstrupgård
Bo- og beskæftigelsestilbud til personer med særlige sociale problemer.
CMU har følgende hovedopgaver:
- at koordinere og udvikle indsatserne for socialt udsatte borgere i Aalborg Kommune
- at udvikle netværk og kompetencer hos medarbejdere og frivillige, der arbejder for og med borgere med sociale problemer/misbrugsproblemer
- at tilbyde en helhedsorienteret indsats i form af behandling, rådgivning og støtte til borgere med misbrugsproblemer og deres pårørende
- at drive og udvikle tilbud om forsorgshjem, herberg, væresteder, aktivitetstilbud, botilbud m.v. i kommunen i samarbejde med private foreninger
- at hjælpe borgerne med på sigt at indrette et liv, der passer til den enkeltes værdier og ressourcer
Samarbejdspartnere
CMU's brugere har ofte behov for en indsats, der bygger på et tværgående samarbejde. Derfor samarbejder CMU med mange forskellige aktører i Aalborg Kommune og i den frivillige verden. Samarbejdet skal sikre en koordineret og helhedsorienteret indsats med relevante samarbejdspartnere omkring den enkelte bruger og den samlede målgruppe. Samarbejdet foregår ved formaliserede samarbejdsaftaler, erfaringsudveksling og frontmøder.
Nogle af vores samarbejdspartnere er:
- Kriminalforsorgen
- Den sociale skadstue
- Døgnbehandlingsinstitutioner (misbrugsbehandling)
- Ungdomscentret
- Psykiatrisk sygehus
- Politi
samt en række selvejende institutioner, Kirkens Korshær, Frelsens Hær, KFUM´s Sociale arbejde, Det Grønlandske Hus og Kofoed Skole.
Centerets ledelse varetages midlertidigt af forstander v/Svenstrupgård Kaj Erik Jensen. Centrets forskellige tilbud er fordelt på 7 adresser. CMU's årlige budget er på 83,3 mio. kr. brutto (Budget 2011).
CMU er en del af Socialafdelingen i Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune. Familie- og Socialudvalget udgør centrets politiske ledelse.
Senest opdateret den 24. november 2011