Aalborg Kommunes Solpolitik
Fakta om sol og kræft i huden
Der er god grund til at passe på sig selv og hjælpe til at skabe skygge og solsikre rammer - ikke mindst overfor børn og unge, men også de borgere, der arbejder udendørs. En grund er, at kræft i huden er den mest udbredte i Danmark. Hvert år registreres ca. 9000 nye tilfælde af kræft i huden, og langt de fleste tilfælde ville kunne forebygges med bedre sol- og solarievaner.
Over de sidste 30 år er antallet af kræft i huden 3-doblet blandt kvinder og mere end fordoblet blandt mænd - og kurven stiger endnu. De fleste af de nye kræfttilfælde skyldes vores uhensigtsmæssige sol og solarievaner, hvor vi udsættes for store doser UV-stråling og for mange skoldninger. Undersøgelser har vist, at dobbelt så mange unge 15-25 årige nordjyder dyrker solarium i forhold til unge i København.
Samarbejde med Kræftens Bekæmpelse
I arbejdet med at fremme solsikker adfærd og solsikre rammer samarbejder Aalborg Kommune tæt med Kræftens Bekæmpelse. Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Aalborg har blandt andet en masse frivillige, der tager rundt til børnehaver, vuggestuer, skoler og giver råd om, hvordan man laver en solpolitik og fremmer sunde vaner og solsikre rammer.
I linket nederst på siden kan du finde flere oplysninger og information og hente alt det materiale, der er lavet, som kan hjælpe arbejdet med solpolitikken på vej.
Senest opdateret den 5. juli 2012